Som vi definerede ordet i forbindelse med teksten, betegner emfase den fremhævelse, enkelte informationer får i forhold til andre informationer i teksten, afsnittet eller sætningen. Informationer kan, som det blev beskrevet tidligere, blive fremhævet ved hjælp af proportioner og vægtning. De kan også fremhæves ved en bevidst brug af gentagelser. Den vigtigste måde har imidlertid at gøre med informationernes placering i forhold til hinanden, det der blev kaldt ”fremhævelsens 2-3-1 princip”.
Med hensyn til emfase og principper, hvormed man kan tildele elementer emfase, er der ingen principiel forskel mellem afsnit og tekster. De enkelte elementer i et afsnit kan få emfase både ud fra deres position i afsnittet og ud fra proportioner og vægtning.
Næste eksempel viser fremhævelsens 2-3-1 princip i praksis. Første sætning formulerer den centrale ide på en forholdsvis generel måde. Midterstykket er blot en overgang, der skaber sammenhæng til det foregående uden at bidrage med noget nyt. Sidste sætning, der får den helt emfatiske position, formulerer den centrale ide som pointe:
Den redelige Kunstner Jacob Knudsen har sagt, at Kunst er Lovbundethed i Fantasien. Idet vi nu sammen kommer lige fra ”Rytteren” kan vi i en Diskussion om Kunst og Fantasi lade vore Lignelser blive ved Ridekunsten. Skoleridtet og Kunstridtet er Lovbundne, - men at lade sin Hest løbe løbsk er ingen Kunst.29
Emfase i et afsnit kan også skabes hhv. understøttes ved hjælp af sætningsstrukturen som i følgende eksempel:
Den 28.2.1995 krakkede den engelske Barings Bank, angiveligt fordi en af bankens unge kometer havde købt japanske aktier for et beløb, der oversteg den ansete banks egenkapital i en forventning om, at aktiekurserne ville stige. Det gjorde de ikke. De faldt.30
De to meget korte sætninger, som afsnittet slutter med, giver en ekstra kraftig emfase til slutpositionen. Man behøver blot at skrive de to sidste sætninger let om for at fornemme, hvor kraftig en emfase de korte sætninger egentlig giver: ”Det gjorde de imidlertid ikke; tværtimod faldt de.”
Man kan imidlertid også bruge afsnitsinddeling til at give enkelte sætninger særlig emfase. Næste eksempel viser, hvor kraftig emfase en sætning kan få, hvis den bliver gjort til et selvstændigt afsnit.
Det er naturligt, at Glæden er stor over den Mulighed til at naa højt op over Jorden, som i de sidste Aar er skænket Menneskeheden ved Opdageres Geni, ved Teknikeres udholdende Evne og Idrætsmænds Mod.
Aandeligt har Menneskeheden imidlertid i Aartusinder haft denne Mulighed. Det har altid staaet den Enkelte frit for i sine Tanker og Følelser at hæve sig endnu langt højere over Jorden, svimlende højt over Dagliglivet, overskuende umaadelige Strækninger, endda uden at tabe selv det Mindste af Syne, flyvende saa hastigt og saa sikkert, at Rum og Tid i Virkeligheden ikke lagde Hindringer i Vejen.
Forholdsvis faa har imidlertid haft Tilbøjelighed til at bruge denne Evne.31
Her understreges emfasen yderligere af modsætningen mellem det foregående afsnits ’højtflyvende’, næsten poetiske beskrivelse af menneskeheden og dens åndelige muligheder og så den noget lakoniske afslutning på de luftige drømme: ” Forholdsvis faa har imidlertid haft Tilbøjelighed til at bruge denne Evne.”