Introduktion

Enhed

Et afsnit kan karakteriseres som en enhed, når alle dets enkelte dele, dvs. sætningerne, bidrager til en og samme centrale betydning eller følelse. Ingen sætninger må føre læseren ud på et sidespor ved at inddrage irrelevante informationer. En væsentlig forudsætning for, at et afsnit opfattes som en naturlig og sammenhængende enhed, er, at man kun medtager informationer, der naturligt hører sammen, og som bidrager til afsnittets centrale formål, og at man følgelig udelader alt, hvad der ikke bidrager til afsnittets centrale formål.

For at kunne vurdere, om en given information bidrager aktivt til indholdet, og for at kunne sortere informationer fra, når de ikke gør det, er man nødt til at have en kernesætning, der formulerer målet for det enkelte afsnit. Her gælder altså samme principper som for teksten – og samme metode til at opnå den ønskede enhed: Man er nødt til at formulere det centrale mål for afsnittet, at uddrage essensen af det, afsnittet skal bidrage med i den overordnede sammenhæng. Har man først en sådan kernesætning for afsnittet, kan man normalt ganske let afgøre, hvilke informationer der bidrager til målet, og hvilke der ikke gør det. Og man kan vurdere de enkelte informationer i forhold til hinanden.

I langt de fleste afsnit finder man ikke en eksplicit formulering af afsnittets centrale ide. Mens man skriver, og når man reviderer det skrevne, er man imidlertid nødt til at vide, hvad der er den centrale ide. Hvis man selv synes, at et afsnit virker uklart eller diffust, så er den bedste måde at få klarhed på at forsøge at konstruere en kernesætning for afsnittet.

I det følgende er der eksempler på afsnit, der tager udgangspunkt i klare kernesætninger. Jeg har i hvert tilfælde fremhævet den centrale ide med kursiv:

Digterens person er den første umiddelbare forudsætning for værket, men han lever dog ikke i et tomrum. Han lever i en bestemt tid og kultur som er den virkelighed han må iagttage og behandle og som nødvendigvis må have sat sit præg på hans hele forestillingsverden. I stedet for at stirre på det individuelle hos en digter kan man vende søgelyset mod det typiske hos ham, alt hvad han har tilfælles med andre i den pågældende tid og kultur. Og i stedet for at fordybe sig i de enkelte værker og forfatterskaber kan man undersøge hvilken rolle litteraturen som helhed spiller i de forskellige kulturer. Hermed kommer vi, i første omgang, ind på spørgsmålet om litteraturens afhængighed af samfundsform og kulturmønster, de sociologiske og kulturhistoriske synspunkter.19

En egentlig litteraturvidenskab kan ikke siges at være mere end henved hundrede år gammel. Der findes ganske vist fra fjerne tider, helt tilbage til Aristoteles’ bog om digtekunsten, kloge betragtninger over hvad litteratur eller digtning er eller burde være. Der findes lærebøger i skrivekunsten og talekunsten, og teorier og programskrifter for nye litterære retninger i tidens løb. Der har været lærde folk der arbejdede med at udgive og forklare digternes værker på bedste måde, og nærmere henimod den nyeste tid har man fået historiske oversigter over hvornår forfattere levede og hvad de skrev, snarest i lighed med håndbøger eller leksika, i Danmark f. eks. Rahbeks og Nyerups »Bidrag til den danske Digtekunsts Historie« fra begyndelsen af det 19. århundrede. Men det er kun et århundrede siden at litteraturhistorien blev etableret som en videnskab, eller fremtrådte med fordring på at være en videnskab.20

Sophus Michaëlis’ tekst fra romanen Æbelø udgør en påfaldende blanding af fortællernærvær og -fravær. Fortælleren er stærkt nærværende i de mange sirligt komponerede lyrismer, den svulmende, udspekulerede barok i den sene Jacobsens stil (sml. Der burde have været Roser). På den anden side bestræber han sig for i sin samtids, den impressionistiske forfatters manér at eliminere sig selv og lade temaet komme direkte til udtryk.21

Med udgangspunkt i en kerneformulering bliver afsnittet lettere at planlægge og skrive; og det bliver lettere for læseren at følge tankegangen i afsnittet.

Brud på afsnittets enhed

Afsnittets enhed brydes nok næsten lige så hyppigt som tekstens enhed. Der er to typiske fejl i den forbindelse. Den første består i, at man bryder sammenhængende informationer op i forskellige afsnit, så det, der er del af en samlet betydningshelhed, kommer til at stå i forskellige afsnit. Den anden består i, at man inkluderer informationer, der ikke hænger sammen med afsnittets centrale formål, og på denne måde bryder afsnittets enhed.

Opdeling af enhed

Hvis man overdriver opdelingen i afsnit, kan det næsten være ødelæggende for teksten, som næste eksempel, der er fra Jyllands-Postens JP Århus tillæg, viser. Klik her p Operakrise for at se eksemplet p Jyllands-Postens egne sider. 22

Hvorfor bliver denne tekst så sværere at læse, end den egentlig burde være? Det gør den først og fremmest, fordi forfatteren ’atomiserer’ alle dens informationer ved at placere dem i separate afsnit: I stedet for at gruppere sætninger, der hører sammen – og som skal bidrage til samme betydning – i samme afsnit splitter forfatteren dem op i et utal af enkelte afsnit. Resultatet bliver, at forfatteren i stedet for at hjælpe læseren ved at gruppere sammenhørende informationer pålægger læseren den ekstra opgave, det er at sætte informationerne fornuftigt sammen igen.

Hvor lidt der skal til for at gøre teksten mere læselig, kan man se af de næste eksempler, hvor jeg stter afsnittene sammen i større enheder. Den eneste anden ndring, jeg har foretaget, er, at jeg har udeladt en enkel sætning, der bryder den indholdsmssige sammenhng, der hvor den stod. Hvert afsnit er nu bygget op omkring en central kernestning.

Frste afsnit er bygget op omkring krisen, der fremhves i frste stning, som jeg har sat i kursiv. De informationer, der kommer senere i afsnittet, underbygger krisestemningen:

KRISEN i Den Jyske Opera udvikler sig og er på kanten af en katastrofe. Efter en sæson med markant faldende billetsalg må operaen notere et underskud for andet år i træk. Det blev 2,5 mio. kr. i denne sæson, og samtidig tegner situationen sig for den kommende ikke udpræget lysere.

I andet afsnit fokuseres der p bestyrelsens bekymring for konomien og dens forventninger. Igen har jeg kursiveret kernestningen:

I hvert fald ser operaens bestyrelse med dyb bekymring på udviklingen. Forventningen var, at der i denne sæson kunne ske en udligning af den negative egenkapital. Med til at understøtte optimismen var, at staten over en fireårig periode ville hæve støtten med otte mio. Resultatet bliver i stedet underskuddet på 2,5 mio. kr., og i den kommende sæson ser det heller ikke for godt ud. Ganske vist budgetteres der med et overskud på 263.000 kr., men det forudsætter en sponsorindtægt på 4,3 mio. kr. De penge er endnu ikke sikret, og derfor har bestyrelsen givet operaen en frist til 15. juni til at skaffe støtten.

Tredje afsnit kunne godt sttes sammen med foregende, men ved at gre afsnittet til et selvstndigt afsnit kan man give en ekstra emfase til afsnittet og fremhve problemerne:

Med et smalt repertoire det kommende år kan det blive mere end svært, idet man kun har opnået sponsorater på mellem 500.000 kr. og 1,5 mio. kr. til enkelte særforestillinger.

De nste afsnit fokuserer frst p faldet i billetsalget og risikoen for vedvarende krise i operaen:

For operaens fremtid må man håbe, at det svigtende billetsalg kun er et overgangsfænomen. I modsat fald vil Den Jyske Opera være i en konstant krise, som vil kræve en sænkning af såvel ambitions- som omkostningsniveau.

Herefter gr vi over til at se p sammenhngen mellem planerne for et operahus og krisen:

Faldet i publikumsinteressen sætter planerne om et selvstændigt operahus i Århus i relief. Det byggeri må, kvaliteter og fordele ufortalte, inden for en overskuelig fremtid betragtes som blot et luftkastel. Risikoen ved at bygge et nyt operahus er simpelthen for høj. Ikke mindst for de offentlige kasser, der i sidste ende vil hænge på regningen.

I sidste afsnit afrundes lederen med en lidt overordnet betragtning om krise, konomi og byggeplaner:

Den jyske Opera er en væsentlig kulturfaktor både lokalt og nationalt, men før man kaster sig ud i et byggeprojekt, må operaen bevise, at der findes et tilstrækkeligt stort publikum - og en økonomi i balance.

Hvis formålet med teksten som helhed er at formidle en betydningshelhed, så må formålet med det enkelte afsnit være at understøtte denne formidling. Og det gøres bedst ved, at man samler sammenhørende informationer i afsnit og skaber selvstændige betydningshelheder, der indgår som dele af tekstens samlede betydningshelhed. Sammenhængen mellem tekst og afsnit bliver således en sammenhæng mellem mål og delmål.

Eksemplet ”Operakrise” illustrerer næsten til overmål, hvad der sker, når man bryder sammenhængende informationer op i et utal af separate afsnit. Denne atomisering af informationerne i en tekst er dog langt fra noget særtilfælde: Det er efterhånden reglen snarere end undtagelsen i mange avisartikler og læserbreve; men man støder også på fænomenet i mange nyere bøger.

I det følgende kommer nogle typiske eksempler, hvor afsnittets enhed er brudt op:

Det Radikale Venstre har haft en klar vælgerfremgang siden sidste valg. Dette afspejler, at partiet har gjort det dygtigt i opposition.

Derfor var det naturligt, at DR’s Søndagsmagasinet forleden valgte at bringe et indslag om den radikale succes.23

Disse to afsnit udgør en naturlig enhed, i og med at første afsnit bruges som begrundelsen for andet afsnits udsagn.

Også de to næste afsnit udgør en sammenhængende enhed. Med tegnsætningen efter første afsnit, et kolon, markeres, at nu kommer der en række eksempler, der skal illustrere det grundlæggende udsagn i afsnittet, men også disse eksempler præsenteres som et separat afsnit:

Men det var et usædvanligt indslag. Den kritiske sans, som normalt hører til politisk journalistik hos TVAvisen/Søndagsmagasinet og i andre seriøse medier, var væk. Indslaget tog nærmest selv del i de radikales glæde over fremgangen, hvilket kom til udtryk på flere måder:

Den radikale fremgang blev overdrevet. Det hed i indslaget, at partiet ifølge en Vilstrup-måling stod til næsten en fordobling af stemmetallene i forhold til sidste valg. Der må tænkes på en måling (Politiken 22/3), hvor de radikale røg helt op på 9,4 procent mod 5,2 procent ved valget.

Også de to næste afsnit brydes op, selv om de egentlig hænger ganske tæt sammen:

Sagligt set er det en gåde, hvorfor der skulle henvises til netop denne måling. Der findes en række andre meningsmålinger af nyere dato. I alle disse målinger er den radikale fremgang i forhold til valget væsentligt mindre end hos Vilstrup.

I ugen op til Søndagsmagasinets indslag havde tre målinger samstemmende vist en lille tilbagegang for de radikale siden sidste måling.

Man kan formode, at opbrydningen i små afsnit er lavet med det formål at give særlig emfase til enkelte elementer. Problemet er dog blot, at man forsøger at give alt for mange elementer emfase: Emfase betyder jo, at et element fremhæves i forhold til de andre i teksten. Hvis man fremhæver alle elementer, bliver konsekvensen i sidste ende, at man er lige vidt: Alle afsnit fremstår som lige betydningsfulde. Og så er der ikke vundet noget.

Det næste eksempel illustrerer et noget mere diskret brud på afsnittets enhed:

Jeg understreger denne pointe af to grunde. For det første viser den, hvor kraftig en drivkraft udsigten til EU-medlemskab har været for demokratiseringsprocessen. Ganske på samme måde som EU har virket som katalysator for politiske og økonomiske reformer i de tidligere kommunistiske lande i Øst- og Centraleuropa, der om nogle uger bliver medlemmer af EU.

For det andet bør vi også i Danmark kende til dybden i reformprocessen. Kun derved kan vi forstå, hvor stor en skuffelse der vil brede sig I Tyrkiet, hvis EU til december undlader at påskønne disse bestræbelser ved at indlede optagelsesforhandlinger. Det vil være et slag i ansigtet på de pro-demokratiske og reformvenlige kræfter i landet.24

Det er ikke, fordi man i dette afsnit føres på vildspor af opdelingen. Man snubler lige en enkelt gang over et afsnit, der starter med ”For det andet” og som egentlig indeholder et argument, der er helt parallelt med det, der præsenteres i det foregående afsnit.

Manglende sammenhæng

Det sker efterhånden ikke slet så tit, at afsnittets enhed brydes med irrelevante informationer, fordi der er den ovennævnte tendens til at bryde teksten op i mange forholdsvis små afsnit. Næste eksempel viser et typisk afsnit, der ’glider’ betydningsmæssigt, fordi forfatterne tilsyneladende ikke havde et bevidst formål med afsnittet.

Også personernes ydre må anskueliggøres for læseren. Det kan ske, straks når personen første gang dukker op, og det kan gøres med få, henkastede streger eller med mange detaljer som på et maleri. I en række tilfælde gives beskrivelsen af personen ikke på én gang, men lidt efter lidt så læseren løbende bliver bedre og bedre orienteret. Årsagen til, at mange vælger den sidste metode, er, at lange beskrivelser tager spændingen af handlingen, slækker tempoet. Alle, der har læst børnebøger, ved, at man fik en vis øvelse i at springe disse ,,kedelige” afsnit over. Det kan en bevidst læser naturligvis ikke gøre: når fortælleren giver en beskrivelse, er det, fordi denne beskrivelse har en funktion i strukturen.25

I starten af afsnittet er fokus på personernes ydre og de måder, hvorpå deres ydre kan anskueliggøres for læseren. Så glider teksten fra måde til funktion i fortællemæssig forstand: ”lange beskrivelser tager spændingen af handlingen, slækker tempoet.” Så kommer der en information, der tager udgangspunkt lange beskrivelser og deres lidt omstændelige tempo: ”Alle, der har læst børnebøger, ved, at man fik en vis øvelse i at springe disse ,,kedelige” afsnit over”. Formålet med denne information er formentlig at gøre afsnittet mere relevante og vedkommende ved at relatere informationer om fortællemåde til personlige erfaringer, men det betyder, at vi glider videre til en anden betydning af ordet funktion, nemlig beskrivelsens funktion i den overordnede betydningsstruktur.

Ideelt set burde der have været to afsnit: et, der omhandlede fortællemåden, og et andet, der omhandlede beskrivelsens funktion i fortællingen som helhed. Det ser man dog først rigtig tydeligt, når man forsøger at samle hele afsnittet under en central synsvinkel.

Næste eksempel viser en noget mere dramatisk mangel på enhed. Ud over manglen på enhed er der også en lang række andre sproglige problemer, som vi kommer tilbage til senere.

Adgangskoden for root er vigtig

Husk altid at teste root-adgangskodeændringer på en anden terminal før der logges ud, så man kan ændre den, hvis der gik noget galt. Husk altid root-adgangskoden. Den må ikke gå tabt (ligesom en hoveddørsnøgle), alene derfor kan det være en god idé at fjerne det totalt, hvis man altså tør. Så kan enhver jo få superbrugeradgang. For andre brugere end root, såsom testbrugere, kan det være meget praktisk at fjerne adgangskodekravet, eller sætte adgangskoden lig med brugernavnet. Strategien for adgangskoder er meget forskellig fra sted til sted, nogle vil nok skrige højt over en sløset behandling af systemets sikkerhed, til hjemmebrug må man selv vurdere sikkerhedsbehovet. Det er dog en ubetinget dårlig idé at gøre alt som root-bruger, selv til hjemmebrug, idet man dermed vænner sig til sløseri og deraf følgende ubeskyttethed mod hovsa-oplevelser.26

Overskriften signalerer, at afsnittet, som egentlig er et lille kapitel, har fokus på rod-brugerens adgangskode. De to første sætninger kan også med lidt god vilje ses som udtryk for dette fokus. Men så glider teksten via informationen om, at man jo kan fjerne kodeordet helt for rod-brugeren, til at man også kan fjerne det for andre brugere. Herfra glider teksten så videre til at tale generelt om en strategi for adgangskoder og sikkerhed og derfra videre til, at det er dårligt at gøre alt som rod-bruger på systemet, fordi man let kommer til at ødelægge noget. Nu kan det ikke engang med meget god vilje betragtes som et aspekt af kodeordsproblematikken.