Ud over at udgøre en enhed som beskrevet i foregående kapitel skal et afsnit også helst være kendetegnet ved en naturlig og logisk sammenhæng mellem de enkelte elementer og en placering, der afspejler de konkrete sammenhænge mellem afsnittets forskellige informationer.
En væsentlig forudsætning for sammenhæng er, at informationer grupperes efter deres relationer. En lige så væsentlig forudsætning er, at man gør det klart for læseren, hvilke relationer der er mellem informationerne: En bevidst brug af sproglige sammenhængsskabende elementer, dvs. sproglige elementer, der viser relationerne mellem de enkelte informationer, er således et væsentligt kvalitetskriterium for et godt afsnit – og for god formidling i det hele taget.
Det er altså væsentligt for et afsnit, at informationerne organiseres, dvs. grupperes og placeres i en eller anden form for logisk og naturlig rækkefølge, og at man hele tiden bevidst bruger sproglige elementer, der kan skabe, tydeliggøre og fastholde sammenhængen mellem afsnittets enkelte elementer.
Jeg har tidligere brugt Sven Møller Kristensens første afsnit fra kapitlet om ”De Kulturhistoriske og Sociologiske Synspunkter”. Det er et eksempel på et meget fint opbygget afsnit. For at få en fornemmelse af virkningen, når man organiserer informationerne anderledes, kan man evt. prøve at lave en mindre omskrivning af afsnittet:
Digterens person er den første umiddelbare forudsætning for værket, men han lever dog ikke i et tomrum. Han lever i en bestemt tid og kultur som er den virkelighed han må iagttage og behandle og som nødvendigvis må have sat sit præg på hans hele forestillingsverden. I stedet for at stirre på det individuelle hos en digter kan man vende søgelyset mod det typiske hos ham, alt hvad han har tilfælles med andre i den pågældende tid og kultur. Og i stedet for at fordybe sig i de enkelte værker og forfatterskaber kan man undersøge hvilken rolle litteraturen som helhed spiller i de forskellige kulturer. Hermed kommer vi, i første omgang, ind på spørgsmålet om litteraturens afhængighed af samfundsform og kulturmønster, de sociologiske og kulturhistoriske synspunkter.27
Dette afsnit illustrer en klar betydningsmæssig enhed – et klart fokus for teksten: Alle sætninger hænger naturligt sammen med og bidrager til enheden. Derudover er der en klar sproglig sammenhæng, dvs. klare forbindelseslinjer mellem de enkelte sætninger: nogle gange med simple referencer i form af personlige pronominer f.eks. ’Digterens person … han”; andre gange mere indirekte med ordvalget, f.eks. med gentagelsen af ordet lever og modsætningen mellem tomrum og en bestemt tid og kultur i ”men han lever dog ikke i et tomrum. Han lever i en bestemt tid og kultur som er den virkelighed…”
Næste eksempel viser en uhensigtsmæssig organisering af afsnittets informationer. Alle informationer er relevante for afsnittets enhed og det centrale udsagn. De kommer bare ikke i en helt ideel rækkefølge:
Hvad er indlæring – og hvad vil det egentlig sige, at man har lært noget? Alt efter det teoretiske udgangspunkt får vi to væsensforskellige svar på dette spørgsmål. Behavioristiske teorier fokuserer typisk på det målelige og mekaniske. Kognitive teorier derimod lægger vægten på den forandring, bevidstheden er undergået. Behavioristerne ser opbygningen af stimulus-respons kæder og forandret adfærd som det centrale aspekt ved indlæring, deraf navnet behaviorisme. Vi har altså to yderpunkter i indlæringsteorien, som vi kan karakterisere på følgende måde: forandret adfærd over for forandret bevidsthed.
Der er en tæt sammenhæng mellem behaviorismens fokus på det målelige og deres definition på indlæring som forandret adfærd gennem opbygning af stimulus-respons kæder. Man vil få en bedre sammenhæng i afsnittet, hvis disse to informationer står umiddelbart i forlængelse af hinanden – og evt. endda er kædet sprogligt sammen:
Hvad er indlæring – og hvad vil det egentlig sige, at man har lært noget? Alt efter det teoretiske udgangspunkt får vi to væsensforskellige svar på dette spørgsmål. Behavioristiske teorier fokuserer typisk på det målelige og mekaniske, og de ser derfor opbygningen af stimulus-respons kæder og forandret adfærd som det centrale aspekt ved indlæring, deraf navnet behaviorisme. Kognitive teorier derimod lægger vægten på den forandring, bevidstheden er undergået. Vi har altså to yderpunkter i indlæringsteorien, som vi kan karakterisere på følgende måde: forandret adfærd over for forandret bevidsthed.
Den sproglige sammenkædning af separate sætninger inden for afsnittet er som nævnt central for læserens fornemmelse af sammenhæng. Det er vigtigt, at man hele tiden bevidst bruger sproglige elementer, der kan skabe, tydeliggøre og fastholde sammenhængen mellem afsnittets enkelte elementer.
Som vi så det i forbindelse med teksten, kan sproglige elementer, der er med til at skabe og fasthold sammenhæng, være alt fra almindelig brug af personlige eller demonstrative pronominer til mere komplekse semantiske relationer, men det kan også være noget så simpelt som gentagelser af centrale ord. Med enkle, men effektive midler kan man skabe sammenhæng mellem de forskellige informationer og gøre det klart for læseren, hvordan det nye hænger sammen med det tidligere.
Det næste eksempel er indledningen til en artikel af Sigmund Freud ”Hinsides lystprincippet”, der er taget fra en samling artikler udgivet under titlen Metapsykologi. På trods af, at begge titler signalerer tung faglig læsning, er teksten let at følge: Selv om man måske ikke forstår detaljerne i Freuds beskrivelse, er det nogenlunde enkelt at forstå hans argumentation.
Jeg har kursiveret de sproglige elementer, Freud bruger til at skabe sammenhæng på tværs af sætninger:
I den psykoanalytiske teori antager vi uden tøven, at forløbet af sjælelige processer automatisk bliver reguleret af lystprincippet. Vi tror altså, at dette forløb altid bliver sat i gang af en ulystbetonet spænding, og at det følger en sådan retning, at dets slutresultat falder sammen med en sænkning af denne spænding, altså med en undgåelse af ulyst eller tilvejebringelse aflyst. Når vi betragter de sjælelige processer, som vi har studeret, ud fra dette forløb, indfører vi den økonomiske synsvinkel i vort arbejde. Vi mener, at en fremstilling, der ved siden af det topiske og det dynamiske moment også forsøger at vurdere dette økonomiske moment, vil være den mest fuldstændige, som vi på nuværende tidspunkt kan forestille os, og at den fortjener at blive fremhævet som en metapsykologisk fremstilling.28
Freud bruger i dette lille eksempel en række centrale sproglige sammenhængsmarkører: ”altså” bliver brugt et par gange til at signalere, at nu kommer der en omskrivning eller forklaring på det foregående. Med dette middel tydeliggør Freud de semantiske relationer mellem eksempelvis ”lystprincippet” og ”spænding”, således at vi ser hele spændingsproblematikken som et eksempel på lystprincippet.
Derudover bruger han de demonstrative pronominer ”dette” og ”denne” til at fremhæve relationen bagud til tidligere informationer. Og gentagelse af eksempelvis ”økonomisk” til at sikre, at vi stadig har sammenhængen tilbage til lystprincippet som et eksempel på et økonomisk princip.
Man kunne uden problemer fjerne mange af disse sproglige spor uden at ødelægge teksten. Den ville stadig være letlæselig, men den ville ikke virke helt så elegant.