I forbindelse med diskussionen af tekster og teksters kvaliteter har jeg brugt ordet afsnit ganske mange gange uden at forholde mig til, hvad begrebet egentlig dækker over. Vi ved alle, hvad et afsnit er – i hvert fald når ordet bruges i forbindelse med skriftlige fremstillinger: Så er det en typografisk konvention, hvis formål er at præsentere en gruppe sætninger som en særlig helhed inden for teksten. Der er således ingen kontante, håndfaste regler for, hvornår man laver et nyt afsnit, eller hvor langt et afsnit må være eller bør være. Det er helt op til forfatteren at afgøre, hvor teksten skal brydes op i afsnit. Afsnit kan i visse tilfælde være en enkelt sætning, i andre tilfælde flere hundrede sætninger, der løber over halve og hele sider.
Eftersom det er op til den enkelte at afgøre, hvornår en eller flere sætninger skal udgøre et afsnit, kan afsnittet selvfølgelig også bruges på forskellig vis og tildeles forskellig betydning: I visse situationer bruges afsnitsinddelingen til at fremhæve enkelte sætninger. I og med at de får deres egen typografiske markering bliver de fremhævet i forhold til andre sætninger, der indgår i længere afsnit. I andre situationer bruger folk afsnitsinddelingen til at give teksten et lettere og mindre massivt indtryk. Teksten kan på denne måde komme til at virke mere indbydende for læseren.
Brugt med omtanke kan begge strategier være fornuftige anvendelser af afsnittet.
Afsnittet er på visse måder en miniatureudgave af teksten: Hvert afsnit har også sit eget mål, der indgår som delmål i det overordnede mål med teksten. Følgelig gælder der også de samme kvalitetskriterier for afsnittet som for teksten. Et godt afsnit er derfor på samme måde som teksten kendetegnet ved en høj grad af enhed, ved en logisk og naturlig sammenhæng mellem de enkelte sætninger, en god vægtning af de informationer, der indgår i det, og sidst men ikke mindst af den rette emfase.