Når man ender med en sætning, der er svært forståelig, skyldes det for det meste, at man har fyldt for mange separate betydningselementer ind i sætningen. Det kan være resultatet af en forkert vægtning, hvor man har ville have for mange perifere informationer med i betydningshelheden. Det kan også være, at man, som det hyppigt sker, er gledet fra en hovedsætning over i en anden og derfra videre til en tredje, der ikke har nogen relation til den første. Når det sker, har man brudt sætningens enhed, idet den ikke formidler en central betydningshelhed. Når man støder på sådanne sætninger, der indeholder betydningsknuder af den ene eller anden art, kan man prøve forskellige strategier for at opløse betydningsknuden.
Man kan benytte sig af den strategi, som vi så i forbindelse med det eksempel i foregående afsnit. Denne strategi går ud på at forsøge at fjerne underled fra sætningen. Hvis underleddenes betydningselementer er vigtige for forståelsen, kan man gøre dem til selvstændige betydningshelheder. Hvis de ikke er vigtige, bør man overveje at udelade dem helt. I andre sammenhænge er det et spørgsmål om at finde et naturligt sted, hvor man kan opdele sin sætning.
De næste eksempler viser sætninger, som jeg skrev dem i første udkast. De illustrerer den tendens, man har til at lade hovedsætninger glide ind i hinanden, fordi de jo hænger sammen i ens bevidsthed:
Når man har et overblik over de forskellige naturlige måder, hvorpå man kan organisere sit materiale, kan man begynde at tænke mere systematisk på, hvordan man så skal formidle det, dvs. man skal vælge, hvilken organiseringsmodel man synes passer bedst til formålet
Med et punktum og en ny overgang bliver den ret tunge sætning til to noget lettere sætninger – og læseren får et pusterum mellem de to betydningshelheder:
Når man har et overblik over de forskellige naturlige måder, hvorpå man kan organisere sit materiale, kan man begynde at tænke mere systematisk på, hvordan man så skal formidle det. Det betyder bl.a., at man skal finde den organiseringsmodel, som man synes passer bedst til formålet.
Det næste eksempel illustrerer samme problem:
Med en god synopsis fastholder man tekstens emne og dens fokus, dvs. den ide eller det formål, der styrer tekstens indhold og udformning, men en synopsis indeholder som regel også en lang række af de andre overvejelser, man bør gøre sig i løbet af planlægningsfasen, dvs. den beskriver kort den valgte emneafgrænsning, hensigten med teksten, fremgangsmåde, målgruppe og lignende generelle overvejelser.
Også denne sætning kan brydes op med enkle midler som et punktum og et kolon:
Med en god synopsis fastholder man tekstens emne og dens fokus, dvs. den ide eller det formål, der styrer tekstens indhold og udformning. Men en synopsis indeholder som regel også en lang række af de andre overvejelser, man bør gøre sig i løbet af planlægningsfasen: Den beskriver kort den valgte emneafgrænsning, hensigten med teksten, fremgangsmåde, målgruppe og lignende generelle overvejelser.
Hvis man har at gøre med mere komplicerede og uigennemskuelige konstruktioner, kan man være nødt til at arbejde lidt mere systematisk med betydningselementerne. Så kan det være nødvendigt at benytte sig af følgende strategi:
Man nedbryder sætningen i de enkelte betydningselementer (udsagn/ideer).
Man analyserer betydningselementernes sammenhænge.
Man grupperer informationerne efter primære sammenhænge.
Man prioriterer informationerne efter hovedtanke og underordnede tanker.
Man sætter de forskellige betydningselementer sammen i flere simplere og mere læselige sætninger.
Sidste eksempel i denne sammenhæng lider af samme problem som de foregående eksempler, men der er ikke noget naturligt sted, hvor man kunne opdele sætningen med et punktum eller et semikolon. Løsningen kræver lidt mere omskrivning og opbrydning end de to første eksempler:
Man bør derfor vænne sig til, mens man læser, altid at tage både de refererende noter, dvs. de noter, der har til formål at fastholde tekstens ideer og argumentation, og de personlige noter, der har til formål at fastholde de ideer, overvejelser og spørgsmål, som ens læsning giver anledning til.
Hvis man bryder ideerne op og sætter dem sammen igen, kan man få en tekst, der er lettere at læse og dermed lettere at forstå:
Man bør derfor vænne sig til, mens man læser, altid at tage både refererende og personlige noter. Med de refererende noter fastholder man tekstens ideer og argumentation; med de personlige noter fastholder man de ideer, overvejelser og spørgsmål, som læsningen giver anledning til hos en selv.