Dispositionsmodeller er særlige præsentations- eller organisationsmodeller, der bruges i forskellige sammenhænge og med forskellige formål. Man kan bruge modellerne som skabeloner, når man skal organisere sit materiale. Også selvom man ikke ønsker at bruge dem i deres helhed, kan man godt blive inspireret af dem og bruge de elementer, der passer ind i den konkrete sammenhæng. Det er helt op til en sig selv.
Blandt de kendte dispositionsmodeller finder man bl.a. den klassiske argumentationsmodel og forskellige heraf afledte modeller, den omvendte nyhedstrekant, AIDA-modellen, ANSVA-modellen og den traditionelle narrative model – se evt. nærmere om disse modeller i Skrivehåndbogen fra Gyldendal.
Den klassiske argumentationsmodel er bygget op efter følgende mønster:
Åbning: I åbningen forsøger man at fange modtagerens interesse.
Fortælling: I ’fortællingen’ uddyber man åbningen og fortæller mere bredt om problemet eller emnet.
Inddeling: I denne del går man over til den indgående redegørelse med opdeling i delproblemer, afledte problemer, årsager og virkninger.
Bekræftelse: I denne del fremlægger man sit løsningsforslag.
Gendrivelse: I ’gendrivelsen’ præsenterer og tilbageviser man argumenter mod ens eget løsningsforslag.
Konklusion: Endelig opsummerer man sin argumentation og præsenterer igen sit løsningsforslag og de væsentligste argumenter for forslagets rigtighed eller anvendelighed.
Modellen egner sig ikke kun til argumentation i ordets egentligste forstand. De fleste former for formidling benytter sig af samme grundlæggende struktur. Som regel vil man dog erstatte punkterne bekræftelse og gendrivelse med eksempelvis en perspektivering eller evaluering af problemstillingen:
Indledning: Først skal man fange modtagerens interesse, helst med et konkret eksempel på problematikken.
Problemformulering: Dernæst formulerer man tekstens fokus og problem.
Problemets aspekter: I de efterfølgende afsnit beskriver, analyserer og bearbejder man de enkelte aspekter af problemstillingen.
Perspektivering og evaluering: Herefter hæver man sin problemstilling op på et lidt mere generelt niveau og ser på nogle af de perspektiver, der ligger i problemstillingen.
Afrunding: Til sidst slutter man af med en eller anden rammende replik eller en lille historie, der sætter problemstillingen i relief; det, der i forskellige sammenhænge omtales som ’en krølle på halen’ eller ’et elegant slag med halen’.
I de situationer, hvor man ikke ligefrem skal arbejde bevidst med at fange og fastholde modtagerens interesse, men blot gøre rede for en given problemstilling, det være sig en analyse af en litterær tekst, en præsentation af ens egen mening om et givet problem eller lignende, kan man korte modellen endnu mere ned:
Introduktion
Her
præsenterer man sin centrale ide med de vigtigste begrundelser
for den.
Bevisførelse
I
de efterfølgende afsnit tager man hver begrundelse op i et
afsnit for sig og giver eksempler, der underbygger for begrundelsens
rigtighed.
Konklusion
Her
gentager man kort den centrale ide og de væsentligste
argumenter for dens rigtighed.
Umiddelbart kan modellen se så simpel ud, at den knap er værd at beskæftige sig med. Men simpelheden kan netop være en fordel, idet man så kan arbejde mere bevidst med den centrale ide, dvs. med tekstens fokus, og de tilhørende argumenter for ideen. Den er også et godt udgangspunkt for at arbejde bevidst med en kerneformulering for hvert afsnit. Så alt i alt er det en ganske god ’træningsmodel’, jf. følgende eksempel:
Afsnit 1: Introduktion |
|
|
Central ide |
”Skyggen” er efter min mening en af H. C. Andersens mest bedste fortællinger. |
|
Hvorfor er den så det? Begrundelser |
Sprog og fortællestil rummer alle de elementer og den underfundighed, der giver H.C. Andersens eventyr en særlig dybde. Indholdsmæssigt forener fortællingen en satirisk fremstilling af et forløjet dannelsesideal med en dyb psykologiske forståelse af fortrængningens mekanismer. |
Afsnit 2 |
|
|
Bevisførelse for første begrundelse |
I dette afsnit præsenterer man nogle af de bedste eksempler på sproglige formuleringer, der er typiske for H.C. Andersens fortællestil, og forklarer, hvorledes de er med til at give fortællingen dybde. |
Afsnit 3 |
|
|
Bevisførelse for anden begrundelse |
I dette afsnit præsenterer man eksempler, der viser, hvorledes dannelsesidealet præsenteres, og hvor man især kan se kritikken af idealet. |
Afsnit 4 |
|
|
Bevisførelse for tredje begrundelse |
I dette afsnit præsenterer man eksempler, der viser, hvorledes fortællingen tematiserer de psykologiske mekanismer og især fortrængningen. |
Afsnit 5 |
|
|
Konklusion |
I dette afsnit gentager man som afrunding sin centrale ide og de væsentligste begrundelser: ”Skyggen” er, som jeg har forsøgt at vise, en meget kompleks fortælling. Efter min mening er det nok H.C. Andersens bedste fortælling. Det er den, fordi sprog og fortællestil rummer alle de elementer, der giver H.C. Andersens eventyr den særlige dybde, som kendetegner dem, og fordi den indholdsmæssigt formår at forene en satirisk fremstilling af et forløjet dannelsesideal med en dyb psykologiske forståelse af især fortrængningens mekanismer. |
Denne model kan som sagt bruges i næsten alle sammenhænge, hvor man skal argumentere eller gøre rede for noget, hvad enten det nu er ens holdning til atomkraft, spirituskørsel, regeringens miljøpolitik eller som i det viste eksempel en litterær fortælling.