Forståelse og formidling

Skrivningens funktioner

Når vi taler om skrivning, tænker de fleste af os umiddelbart på at skrive noget ned, som andre skal læse og forstå. Men dette er ikke den eneste funktion, som skrivning kan og bør have. Skrivning kan have to vidt forskellige formål: Nogle gange skriver man som led i processen med at bearbejde sin egen forståelse af en problematik; andre gange skriver man for at formidle den forståelse, man selv har af problematikken, til andre. Nogle gange skriver man altså for selv at forstå, andre gange for at blive forstået.

Disse to former for skrivning kalder man henholdsvis tænkeskrivning og formidlingsskrivning. Begge former for skrivning indgår normalt i enhver skriveproces, også den skriveproces, hvis primære mål er at formidle viden til andre.

Tænkeskrivning

I tænkeskrivning skriver man ikke, for at andre skal blive klogere; man skriver for selv at blive klogere, for at få styr på sine tanker. Tænkeskrivning skal derfor ikke kun ses som et element i en samlet skriveproces. Tænkeskrivning skal lige så meget ses og bruges som en del af ens egen læreproces. Ved at få nedskrevet tanker, ideer, spørgsmål, svar, citater og små tekststykker får man mulighed for at fastholde de forskellige flygtige overvejelser, man gør sig undervejs i processen. Når man først har fået en ide skrevet ned, forsvinder den ikke så let igen, sådan som det ofte sker med gode ideer, som man undlader at skrive ned.

Nedskrivning har dog ikke kun den fordel, at man ikke glemmer en god ide igen. Langt vigtigere er det, at man får mulighed for at sætte en ide i relation til andre ideer, som man har haft på andre tidspunkter, eller ideer, som man har læst hos andre. Når man begynder at se løsrevne ideer i sammenhæng, opstår der nye ideer og nye perspektiver. Og man bliver klogere.

Mulighederne for at fastholde og senere strukturere ideer er dog ikke de eneste gevinster ved tænkeskrivning. Hver gang man skriver, bearbejder man sin egen viden og forståelse. Også dette er et skridt på vejen til at blive lidt klogere.

Faser og formål

En typisk skriveproces består af en række faser. I de første faser ligger fokus på tænkeskrivning. Her arbejder man med sin egen forståelse af emnet; man skriver noter, små udkast, løsrevne citater eller spørgsmål, der dukker op undervejs. Alt sammen gør man som led i sin egen forståelsesproces. Først når forståelsen er på plads, er man klar til at begynde arbejdet med formidlingsskrivningen, hvor man fokuserer på formuleringer og formidlingsprincipper.

I skematisk form kan forholdet mellem tænkeskrivning og formidlingsskrivning illustreres med følgende modsætningspar:4

At den samlede skriveproces kan deles op i to hoveddele med fokus på henholdsvis tænkeskrivning og formidlingsskrivning, betyder selvfølgelig ikke, at processen er ’lineær’. Også mens man fokuserer på formidling, arbejder man med sin egen forståelse af emnet. Der dukker måske nye ideer og perspektiver op, og man vender tilbage til en af de tidligere faser og skriver igen for at tænke snarere end for at formidle. Man justerer ligeledes tit sine planer, efterhånden som processen skrider frem. Og man får nye ideer til både indhold, struktur og formidlingsstrategi, mens man reviderer sin tekst.

Selv om skriveprocessen altså ikke er lineær, kan man dog med fordel betragte den som en proces med forskellige faser og aktiviteter. Hver fase har sin egen primære aktivitet og sit eget primære mål, som skal være opfyldt, før man er helt klar til at gå videre til næste fase.

Processen har følgende overordnede faser:

• Planlægning

• Indsamling af information

• Organisering af information

• Udkast

• Revision og gennemskrivning

I de følgende kapitler skal vi se nærmere på de enkelte faser og de særlige metoder og principper, man kan benytte sig af i forbindelse med fasens aktiviteter.