I mange sammenhænge kombinerer man de to metoder. Typisk starter man med eksempler eller observationer, som man så udleder et generelt udsagn udfra. Det generelle udsagn videreudvikles og gøres typisk endnu mere generelt eller vidtrækkende, end de første eksempler umiddelbart gav grundlag for. Herefter forsøger man med yderligere eksempler at vise rigtigheden af det udvidede generelle udsagn. Denne strategi kan vi bl.a. bruge, hvis vi skulle fortsætte det tidligere viste eksempel med Pavlovs hunde:
Pavlov havde observeret, at hunde starter med at savle i det øjeblik, de ser mad. Han lavede så et forsøg, hvor han ringede med en klokke, umiddelbart før han serverede maden. Efter et stykke tid begyndte hundene at savle blot ved lyden af klokken, dvs. uden at have set eller lugtet maden. Pavlov havde skabt det, der kaldes en betinget refleks, dvs. en tillært sammenhæng mellem en stimulus (lyden af klokken) og en respons (produktion af savl hos hundene).
Ved hjælp af gentagelse, nærhed mellem stimulus og respons og forstærkning har Pavlov lært hundene en ny adfærd. Men han har ikke kun lært nogle hunde at savle på kommando. Han har faktisk afdækket nogle helt centrale mekanismer i megen indlæring.
Hvis ikke Pavlov havde gentaget sin stimulus, dvs. var blevet ved med at ringe med klokken, havde hundene ikke lært den nye adfærd: Hundene lærer kun den nye adfærd, fordi stimulus bliver gentaget. Og hvis ikke Pavlov havde ringet med klokken, umiddelbart før maden blev serveret – dvs. skabt en tidslig nærhed mellem klokken som stimulus og maden som stimulus – havde hundene heller ikke lavet nogen kobling mellem lyden af klokken og maden, og hvis ikke hundene rent faktisk havde fået noget mad, dvs. en positiv forstærkning af sammenhængen mellem stimulus og respons, ville de heller ikke have ændret adfærd.