Induktion er et begreb, der især bruges i videnskabsteorien. Her betegner induktion en måde at ræsonnere på, dvs. en måde at drage logiske slutninger på. Induktion betegner ”en slutningsform, hvor man på grundlag af iagttagelse af enkelttilfælde slutter til generelle lovmæssigheder”. (Uffe Juul Jensen, Videnskabsteori 2, Berlingske Leksikon Bibliotek, 1973, s. 435).
I den induktive formidlingsstrategi tager man altså udgangspunkt i det konkrete, det være sig observationer, fakta eller specifikke informationer, som man forsøger at generalisere udfra. At generalisere vil sige, at man forsøger at formulere et generelt udsagn, der er dækkende for de forskellige specifikke informationer. Man går altså fra det specifikke og konkrete til det generelle eller abstrakte, som i følgende eksempel, hvor jeg med udgangspunkt i nogle observationer udleder nogle generelle udsagn om dansk og tysk:
De, der kender lidt til tysk, har sikkert bemærket, at der er mange ord i dansk og tysk, der ligner hinanden. Der er et utal af eksempler: Haus – hus, Laus - lus, Maus – mus, Zahn – tand, zahm – tam, Schiff – skib, Wolf – ulv, Wolle – uld, Vogel – fugl, jung – ung, Jahr – år, Biene – bi, Honig – honning. Man kunne blive ved – næsten i det uendelige. Disse eksempler tillader os at drage to konklusioner: for det første, at de to sprog må være nært beslægtede – og at ordene på trods af deres små forskelligheder må have en fælles oprindelse; og for det andet, at der i løbet af historien må være sket nogle systematiske forandringer, eller lydforskydninger, i de to sprog.
Det er dog ikke kun i forbindelse med et decideret logisk ræsonnement, at man kan tale en induktiv formidlingsstrategi. Det kan man i alle sammenhænge, hvor man starter med konkrete informationer og slutter med at formulere et generelt, overordnet udsagn, der udtrykker det underliggende princip eller den underliggende lovmæssighed bag informationerne, jf. næste eksempel:
Pavlov havde observeret, at hunde starter med at savle i det øjeblik, de ser mad. Han lavede så et forsøg, hvor han ringede med en klokke, umiddelbart før han serverede maden. Efter et stykke tid begyndte hundene at savle blot ved lyden af klokken, dvs. uden at have set eller lugtet maden. Pavlov havde skabt det, der kaldes en betinget refleks, dvs. en tillært sammenhæng mellem en stimulus (lyden af klokken) og en respons (produktion af savl hos hundene). Ved hjælp af gentagelse, en tæt tidslig sammenhæng mellem stimulus og respons og en forstærkning af responsen havde Pavlov lært hundene en ny adfærd. Dette forsøg viser, at der er tre helt centrale faktorer i forbindelse med indlæring hos dyr: gentagelse, nærhed mellem stimulus og respons, og forstærkning.
Dette eksempel er et typisk eksempel på det, man kunne kalde en induktiv formidlingsstrategi. Når man bygger sit afsnit op efter denne model, er der altså ikke tale om noget egentligt logisk ræsonnement. Der er derimod tale om en generel formidlingsstrategi, hvor man starter med eksempler og detaljer og slutter af med en generaliserende kerneformulering, der forklarer noget principielt ved eksemplerne.
Hvis man var gået den anden vej og var startet med kerneformuleringen, havde vi haft et eksempel på en deduktiv formidlingsstrategi, som er det, vi skal se på i næste afsnit.