Vores hovedformål med arbejdet i denne fase er at få udarbejdet en disposition, der detaljeret beskriver de enkelte afsnit i opgaven – og en kerneformulering, der beskriver tekstens fokus. Både disposition og kerneformulering er arbejdsredskaber, der skal hjælpe os med at få overblik, struktur og fokus i skriveprocessen. Det er meget sandsynligt, at både disposition og kerneformulering ændrer sig undervejs, men det er ikke noget, man skal være bekymret for. Det er en ganske naturlig del af processen.
Vi skulle på dette tidspunkt gerne have organiseret vores forskellige informationer i beslægtede grupper efter et af de ovenfor beskrevne principper. Nu skal vi så tænke på tre ting:
udvælgelse af de informationer, der skal med;
vægtningen af de enkelte informationer;
og rækkefølgen de skal præsenteres i.
Med udgangspunkt i den fokuserede kerneformulering kan vi afgøre, hvilke informationer der er relevante, og vi kan afgøre, hvilke af de relevante informationer der er helt centrale, og hvilke der er mindre betydningsfulde. En god kerneformulering giver os altså mulighed for at udvælge, hvilke informationer der skal med i teksten, og at vægte informationerne, dvs. at afgøre, hvilke dele der skal spille en stor rolle, og som derfor skal tildeles en fremtrædende position i teksten, både hvad angår omfang og placering.
En god tekst er kendetegnet ved, at alle dens enkelte elementer bidrager til et og samme mål, til at formidle eller præsentere et og samme centrale indhold: Alle dele bør have en funktion i forhold til helheden – og der bør ikke være irrelevante eller overflødige elementer, der kan føre læseren på vildveje i forhold til det overordnede mål. Ret beset er det nok de færreste længere tekster, der fuldt og helt kan leve op til dette krav, men mindre kan selvfølgelig også gøre det i de fleste tilfælde.
For at kunne frembringe en så sammenhængende tekst er man nødt til selv at være helt bevidst om, hvad der er målet med teksten. Man skal altså kunne komme med et kort og klart svar på de generelle spørgsmål:
Hvad vil jeg opnå med min tekst?
Hvad skal læseren indse, forstå eller kunne gøre efter at have læst teksten?
Hvis jeg skulle uddrage essensen af min tekst og præsentere den i en sætning, hvordan skulle denne ene sætning så lyde.
Hvad er mit hovedbudskab?
Hvis man ikke selv er klar over, hvad man vil formidle, siger det næsten sig selv, at det heller ikke er så sandsynligt, at læseren bliver klar over det.
Udgangspunktet for enhver god tekst er altså en kerneformulering, dvs. en eksplicit formulering af tekstens centrale udsagn, af dens fokus. Med udgangspunkt i en kerneformulering kan man udvælge og – hvad der er lige så vigtigt – fravælge informationer, der ikke bidrager til hovedbudskabet. Man kan prioritere de forskellige informationer i centrale og perifere, men alligevel relevante informationer, og man kan organisere og strukturere sine informationer, så teksten som helhed når sit mål.
En kerneformulering er ikke det samme som en problemformulering. En problemformulering er typisk en bredere indkredsning af det område eller problemfelt, man ønsker at beskæftige sig med. Problemformuleringen styrer arbejdet med at indsamle, sortere og prioritere informationer og er således udgangspunkt for det indledende arbejde med opgaven. Når man har samlet informationer og ideer ud fra problemformuleringen, skal man uddrage en eller anden form for essens af de indsamlede informationer – og ud fra denne essens formulere sin egen personlige forståelse af informationerne. Den personlige forståelse, der formuleres i en kerneformulering, er den, man skal præsentere for læseren; det er den, der skal være styrende for præsentationen af informationerne.
Problemformuleringen er udgangspunkt for indsamlingen af information, hvorimod kerneformuleringen på sin vis er både udgangspunkt og mål for teksten. Den er udgangspunkt i den forstand, at den sætter os i stand til at sortere i den samlede mængde informationer og udvælge netop dem, der bidrager til at underbygge kerneformuleringen, og udelade dem, der ikke bidrager til dette mål. Kerneformuleringen er imidlertid også målet med teksten: Den beskriver netop det, vi gerne vil have, at læseren skal forstå; det, der skal stå i hans eller hendes bevidsthed, når teksten er lagt til side.
Kerneformuleringen præsenteres typisk allerede i indledningen, så læseren kender formålet med teksten og den sammenhæng, de forskellige informationer skal forstås i. Dette er med til at sikre, at læserens bevidsthed bliver ført ind på rette spor allerede i starten af teksten, og at han eller hun ikke skal bruge for megen energi på at overveje, hvad der egentlig er målet med teksten.