Notetagning

Gode noter

De fleste opfatter nok umiddelbart deres arbejde med noteskrivning som en relativt simpel proces, hvis væsentligste funktion er at fastholde de centrale ideer i det, man læser, så man lettere kan finde dem frem igen, når man skal skrive. Virkeligheden er dog en helt anden: Der er et mindst lige så stort element af tænkeskrivning i noteskrivningen. Mens man skriver noter, bearbejder man sin egen forståelse af det læste, man får nye ideer, ser sammenhænge, man ikke havde tænkt på før, der dukker spørgsmål op, som man heller ikke havde tænkt på før etc. etc.

Mange af os er nok tilbøjelige til skelne skarpere, end godt er, mellem de ’rigtige noter’, der typisk består af citater og referater af det, vi læser, og så alle de andre tanker, læsningen sætter gang i. Intet kan dog være mere forkert end at frasortere sine egne tanker i forbindelse med noteskrivningen til fordel for de tanker, vi læser os til. Man bør derfor vænne sig til altid at tage både refererende og personlige noter, mens man læser,. Med de refererende noter fastholder man tekstens ideer og argumentation; med de personlige noter fastholder man de ideer, overvejelser og spørgsmål, som læsningen giver anledning til hos en selv.

Selv gode ideer, som man umiddelbart synes er ganske indlysende, bør man fastholde på papir. Man skal i hvert fald ikke regne med, at man nok skal komme i tanke om den samme gode ide eller fine formulering igen, når man på et senere tidspunkt går i gang med at skrive på sin tekst. Selv de bedste guldkorn glemmer man tit ret hurtigt – og de kommer måske aldrig igen, fordi de var resultatet af en uventet, måske endda ubevidst association i netop det ene øjeblik.

Gode ideer kan i det hele taget komme på alle mulige tidspunkter: Mens man ligger og halvsover, børster tænder, vasker op, eller foretager sig noget helt andet. Det gælder derfor om altid at være parat til at tage noter – kun på den måde kan man fastholde flygtige tanker og ideer.

Mange tager deres noter på A4 ark, fordi det som regel er sådan en blok, man har ved hånden. Der er dog et stort problem ved dette: Når man ender med at have 50 eller måske 100 håndskrevne A4-ark, får man svært ved at bevare overblikket over sine noter. Det er svært at se sammenhængen mellem en ide, man fik og skrev ned i afsnit 2 på side 4 af sine noter, og en faktuel oplysning, som man noterede i en helt anden sammenhæng, og som i ens noter står i anden sætning i afsnit 5 på side 58.

Det paradoksal er, at noterne i omfang ofte ender med at fylde lige så meget som en mindre bog, der oven i købet har den ulempe, at den ikke er synderlig læsevenlig og overskuelig, fordi den består af en lang række ikke forholdsvis usammenhængende udsagn. Det bliver derfor meget svært at få det overblik, som man har brug for, når man skal i gang med at strukturere sine informationer og forsøge at finde den bedste måde at organisere sit indhold på. Og når man har fundet en fornuftigt måde at organisere sit indhold, bliver det også svært at afveje de forskellige formuleringer og ideer imod hinanden og finde den bedste formulering til en given sammenhæng.

Med den rigtige noteteknik bliver det meget lettere at bevare overblikket over de mange forskelligartede ideer, som man ender med at få samlet sammen i forbindelse med lidt større opgaver. Den mest effektive måde at tage noter på, når man på et senere tidspunkt skal skrive de indsamlede informationer sammen, bygger på, at man undervejs i skriveprocessen bl.a. har følgende behov:

• Man har behov for at kunne få overblik over de forskellige informationer.

• Man har behov for at kunne strukturere og organisere sine informationer indholdsmæssigt.

• Man har behov for let at kunne finde og vælge de bedste og mest præcise formuleringer eller informationer, når man går i gang med at skrive sine forskellige udkast.

• Man har behov for at sikre sig, at man ikke undervejs i processen ’glemmer’ gode ideer.

• Og endelig har man behov for at vide, hvorfra man har fået en given ide eller information, så man ikke skal til at læse sine kilder igennem igen for at finde det rigtige citat og tekststed.

Man kan sikre sig, at man har et godt grundlag for at få dækket disse behov ved at følge nogle simple regler.

1. Alle noter tages på små kort i et ensartet format.

Jeg bruger selv kort i en størrelse, der svarer til et A4 ark opdelt i 4 dele, dvs. ca. 14,5 cm brede og 10,5 cm høje. Der er flere fordele ved dette format: Det er hurtigt og billigt lave sine egne notekort; og kortene er store nok til at kunne rumme både citater og ens egne kommentarer til citatet.

2. Der må som hovedregel kun være en ide per kort .

Dette gør det let at samle alle relaterede informationer og organisere dem rent fysisk i bunker, som man kan læse i sammenhæng.

3. Hvert kort forsynes med en overskrift i øverste venstre hjørne, der opsummerer eller beskriver kortets indhold.

4. Hvert kort forsynes i øverste højre hjørne med en entydig henvisning til den kilde, hvorfra vi har fået informationen, og i nederste højre hjørne med en sidehenvisning.

5. Man kan skrive sine egne kommentarer til eventuelle citater, både indledende sætninger, der sætter citatet ind i den sammenhæng, man vil bruge det, og kommentarer til citatets indhold.

Når man har alle sine noter i dette format, kan man forholdsvis let skaffe sig det nødvendige overblik over de forskellige informationer, idet man rent fysisk kan samle alle relaterede informationer i bunker, så de kan læses i sammenhæng. Og man kan eksempelvis let lægge to eller flere kort med informationer ved siden af hinanden og så i ro og mag sidde og tænke over deres indbyrdes sammenhæng eller logiske rækkefølge.

På samme måde er det også forholdsvis let at komme videre i næste fase, hvor det drejer sig om at finde den bedste måde at organisere de indsamlede informationer på. Typisk starter jeg denne fase med at sortere mine forskellige kort i bunker baseret på deres indholdsmæssige sammenhæng. Derefter forsøger jeg så at finde den bedste måde at organisere præsentationen af informationerne på, dvs. her lægger jeg bunkerne i en bestemt rækkefølge. Med denne simple sortering får jeg således første udkast til en disposition for opgaven.

Senere, når jeg går i gang med at skrive udkast til de enkelte afsnit i dispositionen, gennemlæser og sorterer jeg den bunke kort, der relaterer sig til det enkelte afsnit, og forsøger igen at finde den ideelle rækkefølge i præsentationen.

Når jeg har rækkefølgen og informationerne på plads, skriver jeg første udkast. Efterhånden som jeg bruger de informationer, der står på de enkelte kort, lægger jeg dem til side i bunken med ’brugte kort’. De kort, der indeholder gode ideer, som jeg af en eller anden grund ikke fik brugt, fordi de måske ikke helt passede ind i teksten i den aktuelle sammenhæng, gemmer jeg den senere revisionsfase. I denne fase læser jeg den samlede tekst igennem og dernæst alle de tiloversblevne gode ideer. I mange tilfælde finder jeg så et godt sted at bruge ideerne, og hvis ikke jeg gør det, er det således ikke, fordi jeg i farten glemte dem; så er det, fordi jeg bevidst har besluttet, at de, på trods af deres eventuelle kvaliteter, ikke bidrager til tekstens formål og fokus.