Efter at vi i den foregående fase systematisk har samlet informationer af relevans for den overordnede problem- eller opgaveformulering, skal vi nu i gang med at organisere og strukturere informationerne. I dette afsnit skal vi derfor se nærmere på, hvordan man kan strukturere informationer, hvilke generelle principper man kan benytte sig af, og hvilke modeller man kan trække på. Vi skal forsøge at fremdrage nogle grundlæggende principper for organisering og præsentation af informationer, eksempelvis kronologi, geografi og årsag-virknings relationer for blot at nævne nogle af de principper, vi skal se nærmere på.
For det meste går langt de fleste af vores overvejelser (og bekymringer) på indholdet: Vi er bekymrede for, om det nu er godt nok, og om der er stof nok. Et godt og udførligt indhold med masser af information er imidlertid ikke nok til at skabe en god tekst. Det er et godt grundlag, men ikke i sig selv nok. For at en tekst skal blive rigtig god, skal indholdet organiseres på en eller anden måde. En god organisering gør det ikke kun lettere at læse en tekst; den gør det også lettere at skrive den.
Mange ustrukturerede informationer er svære at forholde sig til. Derfor forsøger vi normalt altid at skabe en eller anden form for orden i kaos, at lægge en struktur ned over noget, der ved første øjekast virker kaotisk og uoverskueligt. Det kan være, at vi ordner informationerne kronologisk, eller at vi grupperer dem i sammenhængende årsager og virkninger. Lige så snart man har lagt en struktur ned over informationerne, bliver de meget lettere at forholde sig til og meget lettere at huske; og det bliver meget lettere at præsentere dem for andre.
Efter at vi i den foregående fase systematisk har samlet informationer af relevans for den overordnede problem- eller opgaveformulering, skal vi altså i gang med at organisere og strukturere informationerne. Der er to hovedformål med denne fase:
Vi skal først og fremmest skaffe os overblik over de mange forskellige informationer, som vi har indsamlet;
og vi skal med udgangspunkt i dette overblik lave en kerneformulering, der udtrykker tekstens centrale ide, dens fokus.
Når vi har dette, kan vi lave en detaljeret disposition for teksten.
Umiddelbart kan også dette lyde som en meget enkel og logisk proces, hvor vi går fra informationsindsamling over kerneformulering til den færdige disposition. Men endnu engang skal man holde sig for øje, at virkeligheden ikke er så enkel og logisk, som det umiddelbart kan lyde til. I mange tilfælde udarbejder man en hel række forskellige dispositionsudkast, før man pludselig finder den røde tråd i sin egen forståelse af emnet. Den vanskeligste del af processen er som regel at finde og formulere tekstens fokus, dvs. at finde en formulering, der ”fastholder tekstens spændinger i en enkelt sætning”, som Donald Murray formulerer det uddrag af en artikel, der er trykt 5. Man skal være forberedt på, at man skal kæmpe lidt med sproget og med sin egen forståelse af problemstillingen, før man rammer den helt rigtige kerneformulering. Den kommer sjældent helt af sig selv.
Arbejdet med strukturen i informationerne peger både indad og udad. Man skaber selv orden i et kaos af informationer; og samtidig med at man skaber denne orden, udvikler man også den måde, man senere vil formidle informationerne på. Jeg skelner i det følgende mellem organiseringsprincipper og formidlingsstrategier. Man skal selvfølgelig være klar over, at overgangen mellem dem er glidende, og at inddelingen først og fremmest er pædagogisk betinget. Men man kan på et overordnet niveau godt skelne mellem principper, der først og fremmest har fokus på informationens organisering, og strategier, hvis primære fokus er på præsentationen af indhold, så det understøtter forståelsen hos læseren.