Organiseringsprincipper

Struktur på informationen

Når man har en samling informationer om et givet emne eller område, kan man som regel organisere dem efter flere forskellige principper. Man skal også være klar over, at der ikke kun er et princip, der er det rigtige. Det afhænger lige så hyppigt af den sammenhæng, informationerne skal indgå i, om en given organisering er god eller mindre god. I ordbøger og andre opslagsværker er det eksempelvis en god og anerkendt metode at organisere informationerne alfabetisk. Har man derimod en samling informationer om anden verdenskrig – og skal man ikke ligefrem lave et opslagsværk om krigen – så er den alfabetiske organisering ikke noget godt organiseringsprincip. Her er man bedre tjent med en kronologisk eller geografisk struktureret fremstilling.

Man kan naturligvis også vælge at kombinere organiseringsprincipperne. Med udgangspunkt i en geografisk synsvinkel vil der komme en naturlig inddeling af informationerne ud fra, om de relaterer sig til krigens forløb på østfronten, vestfronten, i Asien, Mellemøsten eller Afrika. Inden for den geografiske struktur kan man så vælge at præsentere informationerne kronologisk, eller man kan vælge at se på deres sammenhænge og eksempelvis sammenkæde dem ud fra et princip om årsag og virkning.

Som man kan se, har det konkrete indhold som regel sin egen logik med en eller flere ’naturlige’ strukturer – og derfor også med flere mulige og principielt lige gode organiseringsprincipper: kronologi, geografi, årsagssammenhænge etc. Det gælder i hvert enkelt situation om at finde det eller de organiseringsprincipper, der virker bedst i forhold til det formål, man har med sin tekst eller præsentation.

Kronologi

Et af de mest almindelige og formentlig også mest brugte organiseringsprincipper er det kronologiske princip, hvor man organiserer sine informationer efter deres tidsmæssige placering i forhold til hinanden. Princippet er især kendt fra teksttyper, hvor den tidslige rækkefølge er af central betydning, dvs. historiske fremstillinger, brugervejledninger, beretninger, referater, men også fortællende tekster anvender hyppigt tid som det organiserende princip:

Computeren som indlæringsmaskine har en lang historie. I 1912 beskrev Edward Thorndike det, der kan karakteriseres som grundlaget for den såkaldte programmerede undervisning, nemlig forestillingen om en ’bog’, der først gav adgang til side to, når læseren havde løst den opgave, der blev præsenteret på side 1. Få år senere, i starten af 20’erne, udviklede en anden amerikansk psykolog, Sidney Pressey, en maskine, der kunne præsentere simple opgaver af multiple-choice typen. Det var dog først i slutningen af 50’erne og starten 60’erne, at udviklingen for alvor begyndte at tage fart. Et af de kendteste undervisningssystemer fra denne tid var Plato-systemet, der startede ved University of Illinois omkring 1960. På cirka samme tid udviklede IBM en række forskellige undervisningsprogrammer og senere, i 1966, et rigtigt forfatterværktøj, der skulle gøre det lettere at producere nye undervisningsprogrammer. I Danmark begyndte udviklingen først rigtigt i starten af 80’erne, hvor begreber som DFU, datamatformidlet undervisning, og DSU, datamatstøttet undervisning, for alvor blev del af den pædagogiske diskussion.

Tiden behøver dog ikke altid være lineær, hvilket man især kender fra litterære tekster: Her arbejder man ofte med brud i den tidslige rækkefølge. Man har altså – også selv med en i bund og grund kronologisk baseret struktur – mulighed for at skabe spænding i teksten, så den ikke blot bliver en simpel opremsning af begivenheder i en tidslig rækkefølge.

Rum

Man kan også bruge rummet – i videste forstand – som organiserende princip. Rummet dækker her ikke kun over geografiske områder; det dækker alle former for rumlige angivelser, dvs. angivelser som øst og vest, udenfor og indenfor, højre og venstre, nær og fjern etc.

Tekster baseret på en rumlig organisering er meget hyppigt beskrivelser af steder, personer, genstande o.l. Men den rumlige organisering kan også være et meget anvendeligt organiseringsprincip i forbindelse med eksempelvis historiske fremstillinger. En fremstilling af informationer relateret til Anden Verdenskrig kan som nævnt tidligere organiseres både kronologisk og rumligt/geografisk. Det samme gør sig gældende for mange andre historiske fænomener af en vis kompleksitet. Den rumlige organisering er i denne sammenhæng en måde at underinddele sine informationer ud fra en mere relevant sammenhæng end den rent tidslige. Kombinationen af tidslig rækkefølge og samme sted er i mange tilfælde ideel, fordi den gør det let at sammenkæde årsager og virkninger.

Rumlige beskrivelser starter et specifikt sted i forhold til det, der skal beskrives, og bevæger sig derudfra videre i en eller anden form for rumligt baseret, sammenhængende bevægelse. Denne bevægelse kan være fra det nære mod det fjernere, fra højre mod venstre, fra det øverste mod det nederste etc. Følgende citat, der er starten på J.P. Jacobsens novelle ”Mogens”, illustrerer princippet:

Sommer var det, midt på dagen, i et hjørne af hegnet. Lige for stod der et gammelt egetræ, om hvis Stamme man gjærne kunne sige, at den vred sig i fortvivlelse over den Mangel på harmoni, der var mellem dens ganske ny, gulladne løv og dens sorte og tykke, krogede grene, som meest af alting lignede grovt fortegnede gammelgothiske arabesker. Bag ved egen var der frodig krat af hassel med mørkt, glansløst Løv, som var så tæt, at man hverken såe stammer eller grene. Op over hasselkrattet steg to ranke, glade ahorntræer med lystigt takkede blade, røde stilke og langt dingeldangel af grønne frugtklaser. Bag ahornene blev det skov — en grøn, jævnt afrundet skråning, hvor fugle kom ud og gik ind som ellefolk af en græshøi.

Alt dette kunde man see, naar man kom ad markstien der udenfor gjærdet. Låe man derimod i skyggen af egen, med ryggen mod stammen, og såe den anden vej — og det var der en, der gjorde — så såe man først sine egne ben, så en lille plet med kort, kraftigt græs, dernæst en stor klynge mørke nelder, så tjørnehækken med de store hvide konvolvolus, stenten, lidt af rugmarken udenfor, endelig justitsrådens flagstang der borte på høien, og så himlen.6

Man behøver selvfølgelig ikke lade sine beskrivelser følge rummet i en sammenhængende bevægelse, men det giver den roligste synsvinkel for læseren, hvis man ikke springer rundt på må og få i beskrivelsen. Og det gør det lettere for læseren at danne sig sit indre billede, når man hele tiden placerer de enkelte elementer i forhold til hinanden.

Logik

En stor del af de informationer, man ender med at have fundet frem, skulle selvfølgelig gerne stå i en eller anden form for logisk eller naturlig sammenhæng til hinanden. Hvis ikke de gør det, har man grebet sin informationsindsamling meget dårligt an.

Visse former for sammenhæng kan være meget løse, det drejer sig f.eks. om den tidligere nævnte rumlige sammenhæng, hvor den eneste sammenhæng mellem en række informationer måske er, at de relaterer sig til samme geografiske område. En lige så løs relation består mellem en samling informationer, der kun har det til fælles, at de relaterer sig til en given person, en given gruppe af personer eller måske endda et helt folkeslag. Der vil dog i næsten alle sammenhænge også være informationer, der er nært knyttet til hinanden som enten årsager, virkninger, direkte eller indirekte konsekvenser, forudsætninger eller lignende logiske relationer.

Årsag og virkning

Mange begivenheder står i et årsags-virknings-forhold, dvs. en begivenhed er årsag til en anden begivenhed. Dette forhold kan være udtryk for en naturlov, hvor en bestemt handling eller begivenhed altid har samme virkning. Det behøver dog ikke kun være naturlove. Det kan også være et forhold, hvor en bestemt begivenhed er den direkte årsag bestemte andre begivenheder.

Logisk rækkefølge: forudsætninger og konsekvenser

Den logiske relation mellem forskellige begivenheder kan også være et mere indirekte forhold, hvor en bestemt begivenhed har nogle givne følger. I den logiske analyse af relationerne mellem informationer og begivenheder skal man derfor bl.a. være opmærksom på alle former for årsagsrelationer. Man skal dog ikke kun fokusere på årsager alene; man bør også være opmærksom på de lidt mere løse sammenhænge, der kan beskrives som forudsætninger og konsekvenser. Man bør altid forsøge at vurdere forudsætningerne for givne informationer eller begivenheder og konsekvenserne af dem.

Næste eksempel illustrerer en organisation baseret på logiske årsag-og-følge relationer: Grundloven fra 1849 er den ene årsagsfaktor; en række nye opfindelser den anden; og resultatet er, at forudsætningerne for en specifik udvikling hermed er på plads:

Grundloven fra 1849 etablerer den politiske liberalisme og folkestyret på et parlamentarisk grundlag. Det medfører en voldsom vækst af aviser, der ser det som mål at fremføre sine læseres synsvinkler på politiske emner. Aviserne bliver fyldigere og det redaktionelle arbejde mere omfattende.

En række nye opfindelser gør nyhedsdækningen mere omfattende og mere aktuel. Sættemaskinen (1880’erne) og rotationspressen med de bøjede plader (1870’erne) fremskynder avisproduktionen, og telegrafen vender op og ned på, hvad der ligger i ordet aktualitet i forbindelse med nyheder.

Forudsætningerne for en moderne nyhedsformidling er hermed til stede. Det fører til en begyndende professionalisering af journalistikken. Bogtrykkere og forfattere har gjort deres job.7

Andre organiseringsprincipper

Andre organiseringsprincipper, som man kan holde sig for øje, når man skal organisere sine informationer, er bl.a.: