En indledning kan have lidt forskellige formål afhængig af teksten, men som hovedregel gælder det, at indledningen skal føre læseren ind i teksten og sikre, at han eller hun forstår målet med den. Indledningens hovedformål i de fleste tekster er altså at styre læserens bevidsthed i den ønskede retning. Indledningen har dog hyppigt to funktioner:
Den skal fange læserens interesse, vække hans eller hendes nysgerrighed.
Den skal fortælle læseren, hvad der kommer og med hvilket formål.
Hvordan dette gøres afhænger imidlertid i allerhøjeste grad af tekstens type og formål. I faglige fremstillinger som rapporter og større opgaver består en indledning typisk af følgende elementer:
en kort introduktion til emnet, hvor man definerer og afgrænser sit stof;
en beskrivelse af problemstillingen, som teksten skal behandle;
en kort opridsning af baggrunden for emnet;
en beskrivelse af synsvinkel, opbygning og fremgangsmåde;
og en sammenfatning af de væsentligste resultater eller konklusioner.
Det er selvfølgelig op til en selv at vurdere, hvor mange af disse elementer man ønsker at komme ind på i sin indledning.
I mere essay-prægede eller konverserende tekster er der ikke behov for så omfattende indledninger. I mange tilfælde ville en sådan formaliseret redegørelse for indhold, fremgangsmåde og synsvinkel måske oven i købet være ødelæggende for teksten som helhed. I visse situationer ønsker man netop at bygge teksten op omkring et overraskelsesmoment og et klimaks – og så siger det jo sig selv, at man ikke skal orientere læseren om dette på forhånd. Det ville være lidt som at starte en vittighed med at fortælle, hvad der er formålet med den, samt hvad der er den centrale pointe og den dybere mening. Hvis man gør det, er der ikke mange, der griner, når de hører selve vittigheden.
Det første eksempel er indledning til en analyse af Christian Winthers fortælling ”En Hevn”. Den rummer mange af de elementer, der blev nævnt ovenfor som typiske for større, faglige fremstillinger:
Christian Winthers ”En Hevn” er blevet kaldt en skræknovelle og samlingen Fire Noveller (1843), hvortil ”En Hevn” hører, er jævnført med Edgar Allan Poe’s makabre gyserhistorier og – mindre uhyggeligt – af den samtidige kritik med ”de umoralske franske Noveller fra dette Decennium”.
Hvorvidt det nu var Winther der introducerede den hård-kogte novelle i Danmark eller ej, så er ”Skriftestolen”, en anden af de Fire Noveller, ikke fri for at være makaber: den bedragne ægtemand dræber konens elsker ved at sætte sig på ham; og ”En Hevn” er ikke uden umoral: den frigjorte kærlighed, som Jeanette repræsenterer, står dårligt til tidens borgerlige pænhed.
Men det som ”En Hevn” først og fremmest har tilfælles med skræknovellen, er den ringe interesse for intrigens konkrete årsag og den store koncentration om virkningen, effekten. Og sammenhængende hermed bekymrer begge sig kun lidt for det sandsynlige i de begivenheder, der fortælles om. ”En Hevn” gir kun usammenhængende, forblommede forklaringer på hvorfor Jeanette stjal nøglen til Baronens secretaire og koncentrerer sig om hvad der skete, fordi hun gjorde det; og det der skete er ikke just sandsynligt.
Det der har interesseret Christian Winther er tydeligt ikke den konkrete årsag til konflikten, men selve konflikten og de ønsker og holdninger, den bringer for dagen – og det resultat, som kommer ud af det. Ligeså lidt interesserer sandsynligheden i novellens rædsler ham: de er kun det ydre udtryk for en latent konflikt, som skam er alvorlig nok.
Bag ”En Hevns” forskrækkelige historie om en mand, der blir vanvittig og en dame der dør, ligger der en historie om en konflikt mellem kærligheden og dens modpoler, ejendomsviljen og besiddelseslysten. Og det er denne konflikt og dens historie jeg i det følgende først og fremmest vil interessere mig for.
Analysen falder i to hoveddele: først gennemgår jeg novellen ved at følge konfliktens forløb og pege på de grundlæggende forhold, som styrer dette forløb, dernæst forsøger jeg i mere systematisk form at fremdrage den grundstruktur, som forløbet så at sige manifesterer.32
Som indledning opfylder den sit hovedformål: Vi får placeret novellen i både dens umiddelbare og bredere sammenhæng; vi får skitseret den centrale konflikt i fortællingen og dermed den centrale synsvinkel i teksten; og endelig får vi beskrevet den fremgangsmåde, forfatteren bruger for at nå sit mål. Det eneste lille minus er måske, at indledningen ikke er særligt spændende. Der er ikke noget, der er specielt egnet til at vække læserens nysgerrighed eller fange hans eller hendes interesse.
Næste eksempel viser en noget andet, mere essay-præget indledning til en litterær analyse:
Der burde have været en fortæller. Af de store, klare, gamle, dem der åbent vedgår deres jeg. Men det er der altså ikke. Der er ikke meget, der har bestand her. Der leges uophørligt med fortællerholdning og fiktion. Men Jacobsens leg med illusioner her er ikke en smule grovkornet spøg med de episke konventioner, som man kender det fra Gustav Wieds elskværdigt overtydelige læsertagfat. Det er en leg, der er alvor, en leg, der på det nøjeste udsiger noget om skitsens tema: At man med alle tænkelige midler kan søge at lege skjul med skæbnen, med menneskets vilkår, men at man ikke kan lege rigtigt. Man bliver altid fanget til sidst. Man kan salvere sig som det firben, der optræder i skitsens slutning, eller i alle fald prøve på det, men der skal nok være en sten, der driver een ud af skjulet, og så er man lige vidt igen: Enten i den desillusionerede isolation eller den forsvarsløse higen.33
I denne indledning forsøger forfatteren at skabe en vis form for spænding som indgang til analysen, uden at det dog går ud over indledningens centrale formål: Også her er der en kerneformulering, der skal sørge for, at læseren kommer ind på det rigtige spor allerede fra starten af teksten.
Sidste eksempel fra samme forfatter viser en ganske simpel og ligefrem indledning til tekstens centrale tematik:
Sophus Michaëlis’ tekst fra romanen Æbelø udgør en påfaldende blanding af fortællernærvær og -fravær. Fortælleren er stærkt nærværende i de mange sirligt komponerede lyrismer, den svulmende, udspekulerede barok i den sene Jacobsens stil (sml. Der burde have været Roser). På den anden side bestræber han sig for i sin samtids, den impressionistiske forfatters manér at eliminere sig selv og lade temaet komme direkte til udtryk.34
Enhver tekst skal afsluttes på et tidspunkt, og eftersom sidste afsnit får ’det sidste ord’ i dialogen med læseren, skal man vælge sine ord med omtanke: Det er med dem i tankerne, læseren forlader teksten. Om ikke andet bør man alene af den grund tænke grundigt over en eller anden form fornuftig afslutning på teksten.
Afslutningen på en tekst kan være alt fra et enkelt afsnit, der opsummerer, vurderer eller perspektiverer tekstens centrale indhold, til et helt kapitel, der gør alle de nævnte ting – og hyppigt flere til. Dette er især tilfældet i større faglige redegørelser, videnskabelige rapporter o.l., hvor der er tradition for at behandle en lang række bestemte aspekter i afslutningen.
Følgende er et eksempel på en typisk afslutning, der ganske kort opsummerer tekstens centrale pointe:
Det er da åbenbart, at landskabstegningen i vor passage i detaljer udgør en for-tegning, en nøgle til novellens tematiske mønster, et på een gang rummeligt og præcist system af tegn, der muliggør dens dybere tydning.35
En god afslutning sørger som hovedregel for at minde læseren om, hvad der var formålet med teksten og endnu engang at henlede opmærksomheden på dens centrale indhold eller pointe. Med en god afslutning får man mulighed for at sikre sig, at læseren forlader ens tekst med hovedbudskabet præsent.
I mange situationer er sammenhængen mellem de enkelte afsnit simpel og helt entydig; i andre er man nødt til med diverse overgange at tydeliggøre sammenhængen for læseren. Overgange er altså først og fremmest vigtige i forhold til læseren: Ved hjælp af dem kan man sikre sig, at læseren bliver holdt fast på rette spor. Det er vigtigt, at læseren ikke på noget tidspunkt får lov til at glemme, hvad der er det overordnede formål med teksten; og det er vigtigt, at læseren med det samme indser, hvordan det nye afsnits informationer relaterer sig til de foregående afsnit, og dermed forstår, hvilken funktion afsnittet har i den samlede tekst. Med bevidste overgange styrer man således sin læsers forståelse ind i de ønskede baner.
Overgange kan enten placeres i særlige, typisk forholdsvis korte afsnit, eller de kan indgå i slutningen eller begyndelsen af et afsnit.
Det næste eksempel viser et typisk overgangsafsnit:
Jeg har i det foregående dels peget på nogle af de grundlæggende størrelser i ”En Hevn”, ting som sjæl-legeme/kærlighed-besiddelse, dels fulgt personernes udvikling i novellens forløb i forhold til disse størrelser. Jeg skal nu mere systematisk og til dels ved hjælp af nogle modeller forsøge at explicitere den struktur, jeg mener er grundlæggende for novellen, og forsøge at vise hvorledes novellens forløb finder sted inden for denne struktur.
Der har i det foregående været argumenteret for at det grundlæggende i Jeanettes livsholdning, det som udtrykkes i kærlighedsvisionen og som motiverer hende til kærlighedshandlingen, er ønsket om et integreret sjæl-legeme forhold og hvad dermed følger — og at dette ønske modstilles Josephs ønske om ren sexuel besiddelse af hende. Hvor hun har både-og, mangler han det sjælelige. Den sjæl-legeme ‘psykologi’ som her synes at vise sig, kan man måske få bedre hold på ved hjælp af følgende skematiske fremstilling.36
Som eksemplet viser, kan man i større og mere komplicerede fremstillinger med fordel indlægge opsummeringer og konkluderende afsnit, der kort genfortæller, hvad der er behandlet i teksten før overgangsafsnittet, og fortæller, hvad der venter læseren i de kommende afsnit. Med sådanne simple midler sikrer man sig, at læseren hele tiden er bevidst om hovedpointerne, og at han eller hun forstår, hvordan informationer i de kommende afsnit relaterer sig til det overordnede mål for teksten. Har man først godt fat i læseren, skal man ikke uden videre give slip på ham eller hende igen.