Vi har i de foregående kapitler set mange eksempler på sætninger uden at forholde os til, om de var gode eller dårlige. I dette kapitel skal vi se nærmere på sætningen som en selvstændig enhed med sine egne regler og relationer, og vi skal i den sammenhæng opstille kvalitetskriterier, der på visse områder minder om dem, vi har opstillet for tekster og afsnit. Sætningen er dog sjældent en helt selvstændig enhed: Den indgår, som vi har set i eksemplerne, normalt altid som del af et afsnit, der igen er del af en tekst. Følgelig er visse af kriterierne relateret til den større sammenhæng, sætningen indgår i.
Når vi taler om sætninger, tager vi for det meste udgangspunkt i grammatiske definitioner og regler, nærmere betegnet den del af grammatikken, der kaldes syntaksen. Syntaksen beskriver de regler, der i et givet sprog gælder for sætningsbygning og ordstilling. Sætningen er imidlertid en lidt mere kompliceret sag end som så – og man kan også nærme sig dens rolle fra en noget anden synsvinkel end den syntaktiske.
Sætningen har til formål at formidle en selvstændig ide eller tanke. Simple ideer eller tanker udtrykkes i simple sætninger; komplekse ideer kræver tilsvarende komplekse syntaktiske strukturer. Sætningen har således, med en lidt mere abstrakt formulering, til formål at formidle en betydningshelhed. Denne betydningshelhed sammensættes som regel af mindre, betydningsbærende elementer i form af ord og grupper af ord, men der kan også indgå andre sætninger i en sådan betydningshelhed.
Udgangspunktet for denne præsentation af sætningen er altså, at en sætning udtrykker en betydningshelhed, og at den består af betydningselementer, der sættes sammen, så de udtrykker en anden og mere kompleks betydningshelhed end den, de enkelte elementer udtrykker. Denne præsentation handler altså ikke om sætningen set fra en syntaktisk synsvinkel, Den handler om sætningen som en betydningshelhed. Dette betyder dog ikke, at jeg ikke vil komme ind på syntaktiske begreber. Det betyder, at de kun vil blive introduceret, for så vidt som de bidrager med noget til vores forståelse af begrebet betydningshelhed.
I det talte sprog signalerer vi opdelinger i betydningshelheder bl.a. ved hjælp af pauser og intonation. Når vi skriver, har vi tegnsætning og ordstilling som de væsentligste midler til at sende de samme betydningsmæssige signaler af sammenhæng eller opdeling. Nogle tegn som komma, semikolon og kolon signalerer forskellige grader af sammenhæng mellem de enkelte dele af betydningshelheden. De signalerer, at betydningshelheden ikke er helt færdig endnu; at der kommer noget mere. Andre tegn som punktum, spørgsmålstegn og udråbstegn signalerer en overgang fra en betydningshelhed til en anden. De fortæller læserne, at her slutter den aktuelle betydningshelhed, og at de kan holde pause og fordøje helheden, før de går videre med næste betydningshelhed:
Jeg var ikke inviteret med til festen. Det gjorde ikke noget. Jeg kunne ikke komme.
Denne lille tekst består af tre separate betydningshelheder, der hver især er ganske simple i form og indhold. Som tekst virker den noget ’usammenhængende’ og lidt staccato-agtig, men den udtrykker dog sit overordnede indhold, så det er forståeligt. Og de enkelte sætninger bidrager med hver deres lille betydningshelhed til den overordnede helhed.
Men man kan også sætte de enkelte sætningers betydningshelheder sammen i lidt større helheder. Samme tre grundelementer kunne præsenteres som henholdsvis to betydningshelheder eller en enkelt betydningshelhed:
Jeg var ikke inviteret med til festen. Det gjorde ikke noget, eftersom jeg ikke kunne komme.
Jeg var ikke inviteret med til festen, men det gjorde ikke noget, eftersom jeg ikke kunne komme.
Nu kunne man forledes til at mene, at disse tre varianter siger det samme. Men hvis man tager sig tid til at tænke nærmere over, hvad der står i de forskellige varianter, kan man let se, at det gør de egentlig ikke. I første version fik vi præsenteret tre separate betydningshelheder, der ikke har nogen særlig relation til hinanden – ud over at de indgår i en og samme større betydningshelhed. Det er op til læseren at skabe den logiske sammenhæng mellem betydningshelhederne. I anden version er der skabt en særlig, lidt mere kompleks betydningshelhed i anden sætning: Med bindeordet ’eftersom’ introduceres en relation mellem første dels betydningshelhed og anden dels, så de tilsammen udgør en ny og større betydningshelhed. Det samme sker i tredje version, hvor alle tre betydningshelheder fra første version sættes sammen i en ny og mere kompleks betydningshelhed, der siger noget andet og mere end de tre betydningselementer for sig. Med ”eftersom” og ”men” er der tilføjet nye betydningselementer, der signalerer hhv. begrundelse og modsætning.
Ud over at sætte sætninger sammen i større helheder kan man naturligvis også benytte sig af leksikalske midler til at signalere en sammenhæng mellem sætningernes betydningshelheder. I dette tilfælde kan man gøre det med et par småord som ’dog’ og ’alligevel’:
Jeg var ikke inviteret med til festen. Det gjorde dog ikke noget. Jeg kunne alligevel ikke komme.
Vi har, som man kan se af disse eksempler, mange muligheder for at kombinere betydningselementer til større betydningshelheder. Som man også kan se, indgår der som regel mange separate betydningselementer i en betydningshelhed, eftersom hvert eneste ord er et separat betydningselement. Det, det drejer sig om, når man skriver eller taler, er at få den enkelte sætning til at udgøre nøjagtig den enhed af form og indhold, der bedst repræsenterer det, man ønsker at udtrykke. Forudsætningen for at kunne gøre dette er først og fremmest, at man har gjort sig det klart, hvilke betydningselementer der er centrale, og hvilke der er perifere, og nøjagtig hvilke relationer der er mellem de forskellige betydningselementer.
Når flere ideer eller tanker hænger sammen, gælder det altså om at finde en sproglig form, der afspejler de forskellige ideers relative vigtighed og deres indbyrdes relationer. For at illustrere disse principper kan vi tage endnu et simpelt eksempel:
Den lille hund gøede højt.
At hunden er lille, er i denne sammenhæng ikke særlig vigtigt. Det er en næsten parentetisk, ekstra information, vi får om hunden. Sagt på en anden måde: Betydningselementet ’lille’ er i denne sætning et perifert element, der derfor ikke skal have nogen fremtrædende plads i den syntaktiske struktur. Den vigtige information er, at hunden gøede højt. I næste eksempel byttes der om på den relative vigtighed af de to informationer:
Hunden, der gøede højt, var lille.
Nu er det en væsentlig information, at hunden er lille. Det er derimod ikke længere væsentlig information, at den gøede højt. Denne information er derfor reduceret til bibemærkning, hvilket signaleres med en underordnet position i sætningens syntaktiske struktur.
Men det kunne jo også være, at begge informationer var lige vigtige. Hvis dette er tilfældet, må vi selvfølgelig finde en syntaktisk struktur, der kan udtrykke dette. Hvad der er lige så vigtigt er imidlertid, at vi også skal gøre os overvejelser over det forhold mellem de to informationer, som vi ønsker at udtrykke. Hvis vi f.eks. ønsker at fremhæve kontrasten mellem størrelse og lydniveau, kan vi sætte de to informationer sammen som to ligeværdige sætninger med konjunktionen ’men’:
Hunden var lille, men den gøede højt.
Der er selvfølgelig ikke nogen af disse sætninger, der i sig selv er bedre end de andre. Kvaliteten af den enkelte sætning afhænger først og fremmest af, om den udtrykker det, man ønsker den skal udtrykke. En god sætning er derfor kendetegnet ved, at man med omhu har valgt netop de grammatiske og leksikale virkemidler, der udtrykker den ønskede betydningshelhed. Hermed er vi tilbage ved den centrale pointe for dette afsnit: nemlig at sætningen formidler en betydningshelhed, der konstrueres ved hjælp af mindre, betydningsbærende elementer.