Emfase betegner som nævnt flere gange den fremhævelse, enkelte informationer får i forhold til andre informationer i hhv. tekst, afsnit eller sætning. En sætning har den rette emfase, når de centrale dele af betydningshelheden bliver fremhævet og dermed står centralt i sig læserens forståelse.
Den væsentligste mekanisme til at sikre den rette emfase i betydningshelheden er en bevidst brug af de muligheder for over- og underordning, der ligger i syntaksen. Som generelt princip bør de vigtige dele indgå som sætningsled i den overordnede hovedsætnings struktur. Mindre vigtige betydningselementer bør som hovedregel indgå som underled, dvs. som elementer i et af de overordnede sætningsled.
Der er imidlertid også andre måder at give elementer emfase på: elementets position i sætningen, tegnsætning, gentagelse og særlige retoriske konstruktioner.
Vi har i forbindelse med tekster og afsnit talt om ’fremhævelsens 2-3-1 princip’. Dette princip gælder også i forbindelse med ordstillingen i sætninger. Den mest emfatiske position er som hovedregel slutningen, mens begyndelsen er den næst mest emfatiske position. Hvad der ligger derimellem, er det mindst emfatiske. Begyndelsespositionen markerer typisk det kendte, dvs. det man taler om, mens slutpositionen markerer det vigtigste hhv. det nye, som man har at sige. Man omtaler også begyndelsespositionens indhold som sætningens psykologiske subjekt, mens resten af sætningen er det, man siger om det psykologiske subjekt.
Prøv at sammenligne virkningen af følgende to sætninger. Første sætning er den originale sætning fra det tidligere anvendte eksempel ”Operakrise”:
Efter en sæson med markant faldende billetsalg må operaen notere et underskud for andet år i træk
Operaen må for andet år i træk efter en sæson med markant faldende billetsalg notere et underskud.
I den første sætning er de to mest fremhævede betydningselementer ’Efter en sæson med markant faldende billetsalg’ og ’for andet år i træk’. I anden sætning derimod er det ’Operaen’ og ’underskud’, der fremhæves. Eftersom teksten skal tegne et billede af en opera i krise, er det vigtigere at fremhæve en dårlig sæson med faldende billetsalg og et underskud ’for andet år i træk’.
I andre sammenhænge tildeles elementer særlig emfase ved hjælp af tegnsætning, som det sker i næste eksempel, hvor det, der egentlig blot er et underled, gøres til en næsten separat betydningshelhed. Følgen er, at både overleddet og den ufuldstændige konstruktion bliver stærkt fremhævet:
Der burde have været en fortæller. Af de store, klare, gamle, dem der åbent vedgår deres jeg.
I næste eksempel, der er fra Babettes Gæstebud, benytter Karen Blixen sig af samme strategi:
Og Babette var kommet til Døren for fjorten Aar siden som en jaget Flygtning, næsten vanvittig af Sorg og Angst.60
Med et enkelt komma gøres ’næsten vanvittig af Sorg og Angst’ til et separat syntaktisk element, der får sin egen markerede position med tilhørende emfase.
Emfase kan også opnås med en bevidst brug af gentagelser som i næste eksempel, der er bygget op omkring gentagelsen af ’mere’:
Hans Disciple blev med hvert Aar færre, mere tunghøre, mere hvidhaarede eller skaldede. Ja, det kunne ske, at de ogsaa blev mere utaalmodige og vredagtige, og at der opstod bedrøvelige Stridigheder og Skismer i Menigheden.61
Eller som i følgende eksempel, hvor det helt centrale begreb ’leg’ netop bliver kernebegreb gennem bevidste gentagelser:
Det er en leg, der er alvor, en leg, der på det nøjeste udsiger noget om skitsens tema: At man med alle tænkelige midler kan søge at lege skjul med skæbnen, med menneskets vilkår, men at man ikke kan lege rigtigt.62
I nogle tilfælde bliver sætninger så omhyggeligt konstrueret, at man kan tale om decideret retoriske konstruktioner. Målet med sådanne sætningskonstruktioner er først og fremmest at skabe emfase. Retoriske konstruktioner er typisk bygget op omkring betydningsmæssige modsætninger og syntaktisk parallelitet. Det kan man se i de to næste eksempler, der stammer fra henholdsvis Herman Bang og Karen Blixen:
Navnlig bør man ikke blive træt af at gientage, at Realismen er en Form, ikke en Tendens; en Methode, der kan sætte gamle ting i en ny Belysning, ikke en Opdagelse, på hvilken Forfatterne har taget Patent, og som gaar ud paa at have fundet nye Formler for det menneskelige Liv.63
Meget hyppigt er retoriske konstruktioner præget af enkelhed og parallelitet i den syntaktiske konstruktion og den spænding, der opstår, når modsætninger sættes op i parallelle konstruktioner. Næste eksempel viser en sådan retorisk konstruktion, der er bygget op omkring modsætningen mellem middel og mål:
Viden er en stor værdi, men som middel, målet for al erkendelse er menneskelig livsfylde, og forståelsen af alle tings samhørighed”.64