I forbindelse med tekster og afsnit har vi set mange eksempler på sætninger, der gør deres arbejde ganske udmærket: Vi er i hvert fald ikke ’snublet over’ dem i den forstand, at vi ikke er helt sikre på, hvad der egentlig er hensigten med dem, eller hvilken betydning de skal formidle. Vi er dog også stødt på sætninger, der gør deres arbejde mindre godt. I dette afsnit skal vi se nærmere på, hvad der gør en sætning til en god sætning.
Som det blev sagt i indledningen er vores udgangspunkt, at sætningen udgør en betydningshelhed, en tankemæssig enhed: Dens formål er at præsentere en ide, der kan være enten simpel eller kompleks. En sætnings kvalitet afhænger derfor først og fremmest af, hvor godt eller dårligt den formår at formidle den ønskede ide til læser eller tilhører. Sagt med lidt andre ord er en god sætning en sætning, der på effektiv vis formidler den betydningshelhed, man ønsker at udtrykke.
Gode sætninger har bestemte kvaliteter: De er kendetegnet ved enhed, sammenhæng, vægtning og emfase. Begreberne er langt hen ad vejen de samme, som dem vi har set i forbindelse med tekster og afsnit – og principperne er til en vis grad de samme. I forbindelse med sætninger spiller andre ting dog også en rolle, bl.a. det stilistiske begreb variation. Med dette begreb er vi imidlertid på vej ud over den enkelte sætnings grænser, idet det er et spørgsmål om forholdet mellem tilstødende sætninger. Endelig spiller også præcision og klarhed i ordvalg og formuleringer en rolle.
I sammenhæng med sætninger er enhed et lidt anderledes og bredere begreb, end vi har brugt det tidligere. I forbindelse med sætninger kan vi skelne mellem forskellige typer enhed: Den vigtigste er selvfølgelig den betydningsmæssige enhed, dvs. at sætningen udtrykker en sammenhængende og klar betydningshelhed. Derudover kan vi imidlertid også tale om to andre former for enhed: syntaktisk enhed og så det, som jeg i mangel af et bedre begreb vil kalde strukturel enhed.
For det meste er der en nær sammenhæng mellem de forskellige typer enhed. Hvis den syntaktiske struktur ikke er fuldstændig, mangler der centrale elementer i betydningshelheden. Hvis den strukturelle enhed brydes, betyder det ikke nødvendigvis at den betydningsmæssige enhed også brydes, men det betyder som regel, at sætningen bliver mindre effektiv i sin formidling af betydningshelheden. Man kan dog forholdsvis hyppigt finde eksempler på sætninger, hvor især den betydningsmæssige enhed brydes, uden at den syntaktiske eller strukturelle enhed bliver brudt.
Som vi så tidligere, er sætningen defineret som en syntaktisk struktur bestående af de såkaldte sætningsled, dvs. udsagnsled, grundled, genstandsled, biled m.m. Et væsentligt kriterium for en god sætning er, at den syntaktisk set er fuldstændig, dvs. at den indeholder de nødvendige led for at kunne udgøre en syntaktisk enhed. En sætning er altså ikke en enhed, hvis den mangler et eller flere af de centrale led i forhold til dens betydningshelhed.
I det følgende eksempel, der er en del af et tidligere brugt eksempel, har vi to syntaktisk ufuldstændige konstruktioner. Jeg har sat de to dele i kursiv:
Det er læreren, som stiller opgaver, der kan have ét af to formål:
a. Kontrol. Registrering af, hvilket resultat eleven har opnået og på hvilket niveau, eleven har modtaget undervisning.
b. Øvelser. Træningsmaterialer, der giver mulighed for, at eleven kan blive så dygtig som mulig med hensyn til at beherske de færdigheder eller det område, eleven modtager undervisning i.41
Det er i og for sig ikke unormalt eller mærkeligt at have enkeltord i sådanne punktopstillinger. Det mærkelige er, at der bliver sat et punktum efter hvert af de to centrale ord, og at der derefter kommer en ufuldstændig sætning, i dette tilfælde en sætning uden udsagnsled. Som læser bliver man lidt i tvivl om formålet med disse ekstra sætninger. Min antagelse er, at de har til formål at forklare det centrale betydningselement nærmere. Hvis dette er tilfældet, kunne man gøre konstruktionerne syntaktisk acceptable ved at indsætte eksempelvis ’det vil sige’:
a. Kontrol, det vil sige en registrering af, hvilket resultat eleven har opnået og på hvilket niveau, eleven har modtaget undervisning
Det er dog ikke altid, at ufuldstændige syntaktiske strukturer ødelægger betydningshelheden. I visse tilfælde bruges de bevidst som stilistisk middel, som følgende eksempel viser:
Der burde have været en fortæller. Af de store, klare, gamle, dem der åbent vedgår deres jeg.42
Her er sætningens syntaktiske enhed brudt, idet hele den kursiverede sætning syntaktisk egentlig er underled til navneordet ’fortæller’ i foregående sætning. Følgelig er den heller ikke, som en sætning bør være, bygget op omkring et udsagnsled. Den giver ikke mening i sig selv og kan ikke flyttes væk fra den foregående sætning – i hvert fald ikke uden at gøre læseren meget forvirret, som man kan se, hvis man bytter rundt på de to sætningers rækkefølge:
Af de store, klare, gamle, dem der åbent vedgår deres jeg. Der burde have været en fortæller.
På trods af den manglende syntaktiske enhed inden for anden sætning i eksemplet formidler de to sætninger i sammenhæng ikke desto mindre en betydningshelhed, som er klar og entydig i modsætning til vores første eksempel i dette afsnit. Og den gør det på en retorisk meget markeret måde og med et klart formål. Formålet med at gøre et underled i en sætning til en separat enhed er selvfølgelig at give den under normale omstændigheder perifere information den ekstra emfase, der hører med til at stå som en selvstændig enhed syntaktisk og betydningsmæssigt.
Den syntaktiske enhed brydes ikke kun ved ufuldstændige sætninger, som det fremgår af næste eksempel:
Hvis man lige ser bort fra ’enkeltmandsfirmaet’ så står det klart, at hvilket DBMS man end vælger, så – og det gælder især større virksomheder – er firmaet på den ene eller anden måde må organiseres i henhold til databasen.43
Her er der gået helt kludder i den syntaktiske struktur, og sætningen er endt med at have to, ikke sideordnede udsagnsled. Det er svært at give nogen god forklaring på, hvorfor det er gået så galt, men det skyldes formentlig, at forfatteren har villet inkludere for mange informationer i en og samme sætning, og at han derfor har mistet overblikket over den syntaktiske struktur.
I en række sammenhænge har vi sætninger, der syntaktisk set er fuldstændige, men som strukturelt og stilistisk set ikke er gode, typisk fordi de blander forskellige grammatiske konstruktioner i samme syntaktiske struktur. At der er strukturel enhed betyder først og fremmest, at de grammatiske og semantiske strukturer, der anvendes, hænger fornuftigt sammen, dvs. at der eksempelvis grammatisk er parallelitet mellem sideordnede elementer.
Et simpelt eksempel på en sådan parallelitet er følgende sætning:
Jeg elsker at spille fodbold og at svømme.
Her er de to parallelle, sideordnede elementer ’at spille fodbold’ og ’at svømme’ også grammatisk parallelle, idet de begge er infinitivkonstruktioner med ’at’. Hvis man derimod skriver følgende, er de to elementer ikke længere parallelle:
Jeg elsker at spille fodbold og svømning.
Nu kommer der så at sige et synsvinkelskift midt i en sideordnet struktur, og man kommer som læser umiddelbart til at standse op for at justere synsvinklen. I det viste eksempel skal man finde ud af, om fodbold og svømning er sideordnede underled til ’spille’ – eller om sideordningen består mellem ’spille fodbold’ og ’svømning’.
I de fleste situationer læser man hen over den slags eksempler, fordi man meget hurtigt analyserer den sproglige struktur og kommer til en fornuftig forståelse af strukturens tvetydigheder. Det er imidlertid en god ide at forsøge at træne sin sproglige opmærksomhed og vænne sig til at stoppe op, hver gang man snubler over et eller andet under læsningen.
I det viste eksempel er det hurtigt og let at løse tvetydigheden. Næste eksempel er et konstrueret eksempel, der ikke lader sig løse. Prøv at læse eksemplet og under læsningen at lægge mærke til, hvordan du reagerer:
Jeg drikker tit kaffe og mælken.
Her bliver den manglende parallelitet et betydningsmæssigt problem, som man studser over og ikke kan få til at hænge sammen: Når der nu er tale om kaffe i al almindelighed, hvad er det så for en bestemt mælk, der er tale om? Selvom man gør et ihærdigt forsøg, kan man ikke rigtig finde en situation, hvor det giver mening.
Næste eksempel viser en tilsvarende mangel på parallelitet: Her sideordnes en konstruktion med et tillægsord som hovedled og en konstruktion med et navneord som hovedled. Selv om jeg har læst sætningen mange gange og ved, hvad forfatteren vil sige, snubler jeg alligevel hver gang over den kursiverede konstruktion:
Som en randbemærkning, kan tilføjes, at jeg personligt finder udtrykket “at modtage undervisning” både usigeligt hæsligt og et præcist udtryk for megen af den aktivitet, der foregår i uddannelses- og undervisningsvæsenet.44
Som hovedregel bør man altså bruge parallelle sproglige strukturer til parallelle betydningselementer. De færreste ville nok skrive sætninger med så åbenlyse betydningsmæssige problemer som dem, de to sidste eksempler giver. Men det er forholdsvis almindeligt, at paralleliteten brydes i sætninger som den med fodbold og svømning. I mange situationer vil man slet ikke bemærke den manglende parallelitet – i hvert fald vil man ikke ligefrem føle, at man ’snubler over’ sætningen på grund af manglende parallelitet. Det er formentlig ingen, der vil føle, at der er noget i vejen med næste sætning:
Jeg glæder mig til at se dig og til, at jeg igen kan opleve stemningen i København.
Det er mere et spørgsmål om stil og smag, om man vil understrege paralleliteten i de to betydningselementer ved også at gøre dem grammatisk parallelle:
Jeg glæder mig til at se dig og til igen at opleve stemningen i København.
I visse sammenhænge er det næsten reglen snarere end undtagelsen, at der er manglende parallelitet: Det gælder i opremsninger af forskellig art – især opremsninger, der præsenteres som punktopstillinger, som det vises i næste eksempel, der er taget fra en stillingsannonce i ’magisterbladet’. Jeg har kursiveret de centrale ord i hvert punkt:
Kunstformidlerens væsentligste opgaver vil være:
formidlingsmateriale i forbindelse med udstillinger og de faste samlinger, herunder av-produktion, skrivning af guidebøger og skilte
ansvar for gennemførelse af udstillingsprojekter
tilrettelæggelse af udstillinger i Børnenes Kunstmuseum sammen med afdelingens øvrige medarbejdere
kunstformidling på internettet, herunder nye måder at præsentere samlinger og udstillinger på museets hjemmeside […]
undervisningsmateriale til børn og unge
deltage i udvikling og gennemførelse af lærerkurser.45
I dette eksempel skiftes der mellem forskellige typer hovedled i punktopstillingen: almindelige navneord som ’formidlingsmateriale’ og ’ansvar’, navneord, der er afledt af udsagnsord som ’tilrettelæggelse’ og ’kunstformidling’ og endelig en infinitiv ’deltage’. Ud over den manglende parallelitet, der gør, at synsvinklen ’hopper og danser lidt’, er det faktisk kun et par af konstruktionerne, der syntaktisk hænger pænt sammen med den indledende sætning, som følgende sætninger viser:
Kunstformidlerens væsentligste opgave vil være deltage i udvikling og gennemførelse af lærerkurser.
Kunstformidlerens væsentligste opgave vil være formidlingsmateriale i forbindelse med udstillinger og de faste samlinger, herunder av-produktion, skrivning af guidebøger og skilte.
Første sætning hænger slet ikke sammen syntaktisk. I anden sætning er man nødt til at underforstå en eller anden form for handling som eksempelvis ’udarbejdelse’ eller ’produktion’, for at sætningen giver mening.
Det er imidlertid ikke kun i forbindelse med parallelle sproglige konstruktioner, at man kan støde på problemer med manglende strukturel enhed. I mange tilfælde blandes forskellige grammatiske konstruktioner, eksempelvis aktive og passive konstruktioner, som det vises i næste eksempel:
Husk altid at teste root-adgangskodeændringer på en anden terminal før der logges ud, så man kan ændre den, hvis der gik noget galt.46
Hovedsætningen er i bydemåde, hvilket jo underforstår ’du’ som grundled. Første bisætning ’før der logges ud’ er i passiv; anden bisætning er aktiv, men med ’man’ som grundled. Endelig slutter sidste bisætning i datid. Alt i alt må man sige, at synsvinklen hopper og danser. Sætningen ville blive meget lettere og elegantere, hvis man lavede nogle få simple ændringer, som sikrer en ensartet synsvinkel:
Husk altid at teste root-adgangskodeændringer på en anden terminal, før du logger ud, så du kan ændre adgangskoden, hvis der skulle være gået noget galt.
Som fremhævet tidligere er en sætning som udgangspunkt en betydningshelhed. En sætning udgør en betydningshelhed, når alle de enkelte betydningselementer bidrager til samme overordnede mål. På samme måde, som det gælder for både teksters og afsnits enhed, gælder det således også for sætningens enhed, at der ikke bør være irrelevante betydningselementer: Irrelevante informationer afsporer læseren og ødelægger dermed sætningens indholdsmæssige fokus. Irrelevante informationer er imidlertid ikke det eneste, der kan føre til en fornemmelse af brud på den betydningsmæssige enhed. Denne fornemmelse kan man også få, hvis forfatteren ikke tydeligt markerer de betydningsmæssige relationer mellem forskellige elementer i helheden, eller hvis forfatteren eksempelvis kombinerer ikke-relaterede informationer.
Næste eksempel viser en noget speciel sammensat sætning, hvor det er svært for læseren at finde nogen betydningsmæssig enhed. Forfatteren har ikke gjort sig den umage at relatere de enkelte underordnede betydningshelheder til hinanden, og de enkelte informationer fremtræder derfor løsrevne og usammenhængende:
Strategien for adgangskoder er meget forskellig fra sted til sted, nogle vil nok skrige højt over en sløset behandling af systemets sikkerhed, til hjemmebrug må man selv vurdere sikkerhedsbehovet.47
Man kan også finde eksempler, hvor den betydningsmæssige enhed bliver brudt, fordi man skifter fra en aktiv til en passiv konstruktion:
Ved forsigtigt at skubbe materialet i sækken til side over kapillærrørene kan disse føles igennem plantesækkens bund.48
Første del af sætningen underforstår et handlende subjekt, som egentlig burde være identisk med sætningens subjekt. Sætningens hoveddel er imidlertid en passivkonstruktion, og vi kommer derfor til at mangle en handlende person, der kan ’skubbe materialet i sækken til side’. Ved at lave passivkonstruktionen om til en aktiv sætning kan man undgå dette problem:
Ved forsigtigt at skubbe materialet i sækken til side over kapillærrørene kan man føle disse igennem plantesækkens bund.
Betydningsmæssigt er sætningen dog stadig ikke helt god efter min sprogfornemmelse, idet konstruktionen ’Ved forsigtigt at skubbe’ antyder en handling med et bevidst mål, der ikke passer sammen med ’kan man føle’. Jeg vil umiddelbart foretrække følgende konstruktion, der angiver den betingelse, der skal være opfyldt, for at man kan føle kapillærrørene gennem plantesækkens bund:
Hvis man forsigtigt skubber materialet i sækken til side over kapillærrørene, kan man føle disse igennem plantesækkens bund.
Næste eksempel viser et tilsvarende, men meget mere åbenlyst brud på den betydningsmæssige enhed i den kursiverede del af sætningen:
Kommissær Jan Casstorff siger farvel til sin søn i lufthavnen. På vej tilbage til kontoret sker der noget utroligt i lufthavnen: tre forbrydere kaprer flyet, før det overhovedet er gået i luften.49
I andre sammenhænge kan det give et næsten komisk præg, når ganske forskelligartede informationer sættes sammen i en og samme sideordnede struktur:
Nu dyrkes de på Samsø og er også velegnede til kartoffelmos pga. et højt tørstof-indhold.50
Umiddelbart virker de to centrale betydningselementer – de dyrkes på Samsø, og de er velegnede til kartoffelmos – helt usammenhængende, men det kan også være, at der er tale om en underforstået logik: De fleste forbinder jo Samsø med nye spisekartofler og ikke kartofler til kartoffelmos.
Et andet eksempel i samme stil stammer fra radio- eller TV-avisen:
Grunde med gift er som regel usælgelige, og man kan heller ikke dyrke grønsager på dem.
Den betydningsmæssige enhed kan også brydes på mere diskret måde, som næste eksempel viser:
Det er dog en ubetinget dårlig idé at gøre alt som root-bruger, selv til hjemmebrug, idet man dermed vænner sig til sløseri og deraf følgende ubeskyttethed mod hovsa-oplevelser.51
Den syntaktiske konstruktion præsenterer ’sløseri’ og ’ubeskyttethed mod hovsa-oplevelser’ som to sideordnede betydningselementer. Det er dog et spørgsmål, om det giver så megen mening at sige, at man ’vænner sig til ubeskyttethed mod hovsa-oplevelser.’
Et andet problem i samme sætning er logikken i, at man vænner sig til sløseri, hvis man gør alt som root. Man kunne med lige så god ret argumentere for, at man netop vænner sig til at være overmåde forsigtig, idet selv den mindste dumhed kan føre til, at man ødelægger hele sit system.
Endelig kan det også opleves som et betydningsmæssigt brud, hvis man sideordner betydningselementer, der normalt bliver betragtet som modsætninger, jf. næste eksempel:
Vinen er drikkemoden nu og kan gemmes 5-6 år fra høståret.52