I forbindelse med introduktionen til tekstbegrebet brugte jeg udtrykket sproglige sammenhængsmarkører til at beskrive de sproglige elementer, der anvendes til at skabe sammenhæng mellem de sætninger, der indgår i et afsnit. Den samme type sprogligt markeret sammenhæng finder man også inden for den enkelte sætning:
Tom lånte min knallert, fordi han skulle skynde sig hjem.
Tom lånte min knallert, der kunne køre lidt hurtigere end hans egen.
I disse to simple eksempler har vi to principielt forskellige måder at skabe sproglig sammenhæng på. Med de personlige og henførende stedord ’han’ og ’der’ skabes der sammenhæng mellem forskellige ord i sætningen. Et stedord står jo, som navnet siger, i stedet for et andet ord. Ved at bruge stedord kan man undgå at skulle gentage samme ord. Med konjunktionen ’fordi’ skabes der derimod en bestemt logisk sammenhæng mellem informationerne i ledsætningen og resten af hovedsætningen. Det var denne type sammenhæng vi så nærmere på i forbindelse med gennemgangen af de forskellige typer komplekse sætninger.
Der er altså to ganske forskellige måder at skabe sammenhæng på. Den ene har at gøre med ordenes reference, dvs. om de refererer til det samme element i betydningshelheden. Den anden har at gøre med de logiske relationer mellem forskellige betydningshelheder.
De to måder er dog også forskellige på anden vis: Det er på det nærmeste umuligt at skrive en tekst uden at benytte sig af stedord, hvorimod man godt kan skrive tekster uden at behøve at specificere logiske side- og underordningsrelationer mellem hovedsætningsstammen og de tilhørende ledsætninger.
I forbindelse med stedord er det væsentligste problem, at referencen kan blive uklar:
Forfatteren mødte Thorvaldsen, da han var i København.
Her ved vi faktisk ikke umiddelbart, om ’han’ går tilbage til forfatteren eller til Thorvaldsen. Den samme tvetydighed kan opstå i forbindelse med henførende stedord, især når det ord, de skal henføre til, er del af en gruppe:
Hun drømte om prinsen på den hvide hest, der netop havde fået nye sko.
Her kan det henførende stedord ’der’ referere tilbage til enten prinsen eller hesten, og eftersom begge jo kan få nye sko, kan vi heller ikke udelukke den ene mulighed ud fra betydningsmæssige eller logiske kriterier.
I nogle tilfælde får man mulighed for med andre sproglige spor at opløse en potentiel tvetydighed. Det gælder f.eks. i det næste eksempel:
Der er i Norge en lang, snæver Fjord mellem høje Fjelde, der hedder Berlevaag Fjord.53
Selv om det er skrevet af Karen Blixen, er det dog nok ikke lige noget, man skal efterligne. Dertil er eksemplet lidt for specielt rent stilistisk.
De næste to eksempler viser forskellige varianter af uklare referencer. I første eksempel skal man lige tænke sig om en ekstra gang, når man kommer til ’dens virksomhed’ for at finde ud af, hvad ’dens’ egentlig refererer tilbage til. I andet eksempel er det brugen af han, hans og ham, der bliver lidt mere rodet, end godt er:
Men også frigørelsesprocessen og originaliteten er i den forstand bundet til den foreliggende kultur, at det er på basis af den, eventuelt i afstandtagen fra den, dens virksomhed udfolder sig. 54
… analytikeren arbejder med det, den analyserede siger til ham. Han betragter ham i de diskurser, som den analyserede fremfører for ham, undersøger ham i hans talende adfærd, i hans ”fabuleren”, og gennem disse diskurser tager en anden diskurs langsomt form for ham, en diskurs som det er hans opgave at eksplicitere, og som hidrører fra det i det ubevidste skjulte kompleks.55
Noget af det vigtigste, når man skriver, er, at der er klare relationer mellem de enkelte hoved- og ledsætninger. Følgende eksempel, som har været brugt tidligere, viser en usædvanlig, sammensat sætning, hvor der ikke er gjort noget for at beskrive de logiske relationer mellem de enkelte hovedsætninger. De enkelte informationer fremtræder derfor ganske løsrevet og usammenhængende, og det bliver følgelig meget svært for læseren at skabe nogen betydningsmæssig helhed:
Strategien for adgangskoder er meget forskellig fra sted til sted, nogle vil nok skrige højt over en sløset behandling af systemets sikkerhed, til hjemmebrug må man selv vurdere sikkerhedsbehovet.56
I andre sammenhænge, hvor man kan rekonstruere en entydig logisk relation mellem informationerne i to hovedsætninger, kan man godt tillade sig at udelade den eksplicitte markering af deres logiske relation:
Jeg kan ikke komme ind; jeg har glemt min nøgle.
Generelt skal man dog i skriftsprog være varsom med underforståede relationer. Det foregående eksempel med strategien for adgangskoder fremtræder formentlig nogenlunde sammenhængende for forfatteren, fordi han i hovedet selv sætter alle de informationer ind, der gør, at sætningerne hænger sammen. Problemet er bare, at læseren ikke nødvendigvis har tilsvarende associationer og tankebaner, der kan gøre sætningerne sammenhængende. Man bør derfor som hovedregel altid gøre de logiske relationer mellem informationer helt entydige.
Det sker imidlertid ganske tit, at man springer nogle skridt over i sin fremstilling. I næste eksempel vil de fleste formentlig snuble over den kursiverede sætning:
Forudsætningerne for en moderne nyhedsformidling er hermed til stede. Det fører til en begyndende professionalisering af journalistikken. Bogtrykkere og forfattere har gjort deres job.57
Der er en underforstået logik imellem de tilsyneladende helt usammenhængende sætninger, nemlig at megen nyhedsformidling indtil da var blevet skrevet af bogtrykkere og forfattere, men at det med journalistikkens professionalisering er fortid.
Uklar logik kan findes i mange varianter, som i næste eksempel:
Husk altid root-adgangskoden. Den må ikke gå tabt (ligesom en hoveddørsnøgle), alene derfor kan det være en god idé at fjerne det totalt, hvis man altså tør.58
Her snubler man over metaforen med hoveddørsnøglen, der ikke må gå tabt, fordi metaforikken ændrer sig i den efterfølgende sætning, hvor logikken går på, at man kan fjerne hoveddøren eller låsen i døren snarere end nøglen.
Det er som nævnt vigtigt ikke at underforstå logiske relationer; men det er lige så vigtigt ikke at foregøgle en logik i relationerne, som der ikke er basis for:
Der skal være ubetinget frihedsstraf i voldssager, for det er vigtigt, at den dømte forstår årsagen til straffen.