Med udgangspunkt i begreberne hovedsætning og ledsætning kan vi skelne mellem tre grundtyper, som vi kan betegne som simple sætninger, sideordnede sætninger og komplekse sætninger.
En simpel sætning er en hovedsætning uden tilhørende ledsætninger. Simple sætninger er typisk korte sætninger, der præsenterer en central betydningshelhed. “Den lille hund gøede højt.” er et eksempel på en simpel sætning. De behøver dog ikke nødvendigvis være korte, ligesom de heller ikke altid er begrænset til kun at præsentere en simpel, overordnet betydningshelhed. Der er en række måder, hvorpå man kan kombinere betydningselementer i en simpel sætning:
Efter nogle få dage på penicillin var hun klar til at gå på arbejde igen.
At læse hele pensum op på to dage var ikke nogen let sag.
Peter og Jens deler en lejlighed i midtbyen.
Fodboldspilleren driblede forbi tre modstandere og scorede et flot mål.
Komplekse sætninger er komplekse betydningshelheder. En kompleks sætning består af en hovedsætning, der udtrykker den vigtigste information i betydningshelheden, og én eller flere underordnede ledsætninger, der udtrykker mindre vigtige betydningselementer. Ledsætninger er forbundet med hovedsætningen ved hjælp af underordnende konjunktioner. Et eksempel på en kompleks sætning er:
Fordi det regnede, blev vi i Århus.
Her har vi to betydningshelheder: ”Det regnede” og ”Vi blev i Århus.” Forholdet mellem de to betydningshelheder er et årsagsforhold, som i denne sammenhæng udtrykkes ved, at årsagen gøres til en ledsætning.
Ledsætninger med funktion som biled i hovedsætningen spiller en central rolle, når man skal udtrykke de logiske relationer mellem ledsætningens betydningshelhed og hovedsætningens andre betydningselementer. I det følgende præsenterer jeg ganske kort de forskellige typer ledsætninger og deres logiske relation til hovedsætningen.
Betingelsesbisætninger
Betingelsesbisætninger er ledsætninger, der angiver en betingelse for hovedsætningens betydningshelhed. Betingelsesbisætninger starter typisk med en af følgende konjunktioner dersom, forudsat, hvis, med mindre, når, såfremt, undtagen:
Jeg kommer, hvis jeg har råd til billetten.
Hvis du ikke har gode nerver, kan eksaminer være en plage.
Følgebisætninger
Følgebisætninger er ledsætninger, der angiver en følge af hovedsætningens betydningshelhed. Følgebisætninger starter typisk med en af følgende konjunktioner så, således at:
Du skal medbringe dokumentation, så vi kan udstede tilladelsen med det samme.
Hensigtskonjunktioner
Hensigtsbisætninger er ledsætninger, der udtrykker hensigt eller formål i forhold til hovedsætningens betydningshelhed. Hensigtsbisætninger starter typisk med en af følgende konjunktioner for at, så at, for:
Jeg gjorde det, for at jeg kunne få råd til at komme på ferie.
Indrømmelsesbisætninger
Indrømmelsesbisætninger er ledsætninger, der angiver en indrømmelse i forhold til hovedsætningens betydningshelhed. Indrømmelsesbisætninger starter typisk med en af følgende konjunktioner hvad enten ...eller, hvor... end, hvorimod, om end, selvom, skønt:
De tog på ferie, selvom de ikke havde råd til det.
Sammenligningsbisætninger
Sammenligningsbisætninger er ledsætninger, der angiver en sammenligning i forhold til hovedsætningens betydningshelhed. Sammenligningsbisætninger starter typisk med en af følgende konjunktioner end, jo...desto, ligesom, som om, så ...som:
Det tager ikke så lang tid at køre til grænsen, som man skulle tro.
Tidsbisætninger
Tidsbisætninger er ledsætninger, der angiver et tidspunkt eller et tidsrum i forhold til hovedsætningens betydningselement. Tidsbisætninger starter typisk med en af følgende konjunktioner da, efter at, før, hvorefter, imens, indtil, inden, lige siden, mens, siden, så længe som, så ofte som, så snart som:
Jeg har boet her, siden jeg kom til byen.
Mens jeg vasker op, kan du jo gøre rent.
Årsagsbisætninger
Årsagsbisætninger er ledsætninger, der angiver en grund eller en årsag til hovedsætningens betydningshelhed. Årsagsbisætninger starter typisk med en af følgende konjunktioner da, eftersom, fordi, siden:
Eftersom jeg ikke kan lide cola, drikker jeg det sjældent.
Hovedsætninger kan som nævnt stå alene, og det gør de i mange tilfælde. Det forekommer dog ganske hyppigt, at man sætter flere hovedsætninger sammen. Den almindeligste måde at gøre dette på er ved hjælp af en af de sideordnende konjunktioner og, men, eller. Når vi taler om sammensatte sætninger, forstår vi altså konstruktioner, der består af to eller flere grammatisk set uafhængige sætninger, der kunne stå alene, men som i den aktuelle sætning er sat sammen til en større tankemæssig enhed med en sideordnende konjunktion.
Sammensatte sætninger er typisk forbundet med sideordnende konjunktioner. Eksempler på sammensatte sætninger er:
Jeg så din broder i går, men han lagde dog ikke mærke til mig.
Jeg spiller guitar, og min bror spiller mandolin.
Disse sætninger kunne uden videre adskilles med et punktum – også uden at det ville give den helt store betydningsforskel. I langt de fleste sammenhænge er den konkrete betydningsforskel mellem to simple og en sideordnet sætning svær at definere. Hyppigt er det mere et spørgsmål om stil og rytme i sproget end et spørgsmål om deciderede betydningsforskelle:
Jeg så din broder i går. Han lagde dog ikke mærke til mig.
Jeg spiller guitar. Min bror spiller mandolin.
Men det er vigtigt at holde sig for øje, at man fremhæver sammenhængen mellem to betydningshelheder ved at sætte dem sammen i en større helhed. Det er også det, der er princippet i den lidt løsere sammenkobling af hovedsætninger, der undertiden omtales som samordning.38
Døren var låst; jeg kunne derfor ikke komme ind.
Det var meget koldt; alligevel besluttede de sig for at gå en tur.
Endelig kan der også være en endnu løsere sammenkobling, hvor det kun er markeret med tegnsætningen, at hovedsætningerne indgår i en større betydningshelhed:
Jeg spiller guitar; min bror spiller mandolin.
Når vi taler, kan det være svært at ’høre forskel’ på semikolon og et punktum. Når vi skriver, er det imidlertid et af de virkemidler, vi har til rådighed, når vi ønsker at signalere en nærmere sammenhæng mellem to syntaktisk set separate betydningshelheder.
I visse sammenhænge, især i litterære tekster, bruges disse virkemidler meget bevidst til at signalere betydninger på et helt andet niveau, som man kan se af disse to citater fra Johannes V. Jensens Den lange rejse. Første citat er taget fra første bogs første kapitel ”Gunung Api”, hvor den lange rejse fra abe til menneske starter. Det er svært at tale om en betydningshelhed, når der indgår så mange elementer i en enkelt periode, som en sådan gruppe af hovedsætninger kaldes, men formålet med konstruktionen er formentlig, at sproget skal afspejle den ustrukturerede bevidsthed, der kendetegnede de første ’mennesker’:
Et stort Landskab breder sig ved Foden af Gunung Api, en udstrakt langsom Skraaning, som til den ene Side taber sig ned mod Lavlandets sammenhængende Skove, til den anden hælder op imod Gunung Apis første Bjergsporer, Landet er ikke en Slette og heller ikke en Skov men begge Dele, aabent Land og Lunde imellem hinanden, hist og her enkeltstaaende Træer, Krat andetsteds, større lukkede Skovpartier omkring en Flod der gaar derigennem; Klipper og Slugter veksler med jævne Græsgange; i dette Parklandskab bevægede Skovfolket sig, snart op og snart ned, nu ved Floden og nu ind ad Urskoven til, saa i Træeme og saa ude i det Aabne eller tilvejrs opad Bjerget, altid noget nyt men indenfor bestemte Grænser, der var saa store at de ikke mærkede dem; hele Resten af Verden stod dem aaben, men det havde sine Grunde at de blev her.39
Næste citat er taget fra et af de senere kapitler ”Dreng” og viser en helt anderledes og klar stil:
Der brændte et Baal i Urskoven, det eneste i Miles Omkreds. Det var tændt paa et aabent Sted ind under en hældende Klippeskrænt, der vendte fra vinden. Ovenover gik Blæsten tungt gennem Skoven, Natten var mørk og uden hverken Maane eller Stjerner. Det regnede. Men Ilden under Klippen stod roligt tilvejrs i klare Luer fra en Dynge Kvas; Lyset dannede ligesom en Hule i den dybe Nat.40
Det er sjældent, man i normal formidling får mulighed for at lege så meget med sproget og bruge det så bevidst i formidlingen af en kompleks betydningsmæssig helhed, som Johannes V. Jensen gør her; men det er absolut værd at være opmærksom på, hvilken virkning man kan opnå med det enkle middel, som tegnsætning jo er.