Det er de færreste, der kan sætte sig ned og skrive en længere tekst i et hug, også selvom de har gjort et omhyggeligt forarbejde med valg af tema, organisering af informationer, afgrænsning og opstilling af en udførlig disposition. I de fleste tilfælde skriver man sin tekst i mindre, forholdsvis løsrevne klumper, som man først senere får flettet pænt sammen. Det væsentligste mål i denne fase er at få produceret det, man kunne kalde en råtekst, dvs. at få tanker og ideer skrevet ned i sammenhængende afsnit, der svarer til forskellige dele af ens disposition.
Selv den længste rejse starter med et enkelt skridt, siger et (vistnok) kinesisk ordsprog. På samme måde gælder det, at selv den længste tekst starter med et afsnit. Der er forskellige strategier, man kan benytte sig af for at komme i gang med skrivningen; strategier, der hver især kan være lige gode. Det vigtigste er blot, at man ikke bider sig fast i en bestemt strategi, hvis den af den ene eller grund ikke virker i forhold til den aktuelle skriveopgave.
Mens man skriver, skal man undgå at bruge tid og energi på sproglige formuleringer, stavning, tegnsætning og lignende ting. Disse ting er ikke vigtige, mens man er i gang med at skrive udkast. Og det kan være med til at slå ens kreativitet og skriverytme i stykker, hvis man, mens man kæmper med at formulere sin egen forståelse, også skal bekymre sig om stavning eller tegnsætning.
En måde at komme hurtigt i gang på er ved at starte med at skrive om det, man selv synes er mest spændende. Det kan man gøre som hurtigskrivning, hvor man skriver løs uden at planlægge bevidst, hvad man vil sige, og hvordan man vil sige det. Denne strategi er især god, hvis man har svært ved at få struktureret sine tanker. Hurtigskrivningen er først og fremmest tænkeskrivning. Den resulterer i en række mere eller mindre sammenhængende tekststykker, der senere i forløbet skal gennemarbejdes, så de ender med at opfylde kravene til en god formidlende tekst.
Hvis strategien virker, skal man ikke bekymre sig om, hvad der kommer før, og hvad der skal komme efter. Når først man har fået hul på de dele, man selv synes er spændende eller interessante, bliver det som regel meget lettere at skrive de andre dele. Og man skal i hvert fald ikke lade sig binde af, at tekster starter med en indledning og slutter med en konklusion. Der er ingen, der siger, at man skal starte ved begyndelsen og arbejde sig lineært frem gennem dispositionens forskellige punkter, til man når slutningen.
Hvis man hører til dem, der skriver bedst, når tankerne er organiserede, før man går i gang, kan man benytte sig af mere bevidste planlægningsstrategier. Man skal som udgangspunkt kun tænke i enkelte afsnit. At de så kan ende med at hænge pænt sammen, er en sidegevinst.
Der er mange måder at opbygge afsnit på. Jo mere øvet man bliver, desto bedre kan man fokusere på, hvordan man styrer læserens bevidsthed og følelser. Men indtil man føler sig så fortrolig med strategierne og virkemidlerne, kan man med fordel benytte sig af mere skabelon-prægede strategier for afsnitsopbygning. I det følgende skal vi se på forskellige typiske måder at opbygge afsnit på. De fleste af strategierne hænger nært sammen med de organiseringsprincipper og formidlingsstrategier, der blev behandlet i foregående kapitel.