De fleste har en eller anden ide om, hvad en tekst er for en størrelse. Det kniber derimod nok mere med at definere begrebet, eftersom vi bruger ordet i forskellige situationer og med forskelligt indhold. Der er heller ikke megen hjælp at hente i den traditionelle grammatik. Det er sjældent, at grammatiske fremstillinger beskæftiger sig med tekstniveauet. Grammatikkens område går typisk til og med sætningen. Hvad der ligger derudover, bliver i bedste fald nævnt ganske kort.
Der er dog nogle fremstillinger, der beskæftiger sig med teksten som begreb, og her defineres teksten som en kommunikativ og betydningsmæssig enhed, dvs. en eller flere sætninger, der indgår i en bestemt kommunikationssituation og har et bestemt kommunikativt sigte. Det centrale for en tekst er altså, at dens enkelte dele hænger sammen og danner en større enhed.
Men hvad vil det egentlig sige, at teksten er en kommunikativ og betydningsmæssig enhed? Og hvordan reagerer vi, hvis der ikke er nogen enhed? Lad os prøve at se nærmere på et eksempel:
Hitler døde i 1945. Der er mange teorier om universets opståen. Min onkel og tante havde en bondegård i Nøddelund. De fleste stole laves af træ. Per var ikke på arbejde i går.
Der skal ikke mere end en ganske hurtig gennemlæsning til, for at vi kan konkludere, at der her er tale om helt løsrevne sætninger. For det første er der overhovedet ingen af de normale sproglige forbindelser mellem sætningerne: Der er ingen pronominer, der med deres reference tilbage til elementer i foregående sætning skaber en sammenhæng. Og der er ingen konjunktioner, der relaterer informationerne i de enkelte sætninger til hinanden. Der mangler altså i allerhøjeste grad sproglige sammenhængsmarkører.
På trods af den manglende sproglige sammenhæng forsøger vi alligevel skabe mening i de løsrevne informationer. Når vi læser sætninger som disse, der typografisk er markeret som sammenhørende, forsøger vi i første omgang at finde en synsvinkel eller en kommunikationssituation, som kunne skabe en eller anden form for sammenhæng mellem sætningerne. I de fleste tilfælde stopper vi umiddelbart op efter anden sætning og kigger så igen lidt uforstående tilbage på første sætning. Derefter læser vi videre, for at se, om der ikke skulle komme en eller anden henvisning, der kan få det hele til at give mening. Og sådan fortsætter læsningen, indtil vi opgiver at finde en samlende synsvinkel. Når det sker, vil de fleste af os konkludere, at der er tale om rent vrøvl og i hvert fald ikke en sammenhængende tekst.
Men lad os prøve at se, hvordan resultatet bliver, hvis vi postulerer nogle sammenhænge mellem de enkelte sætningers informationer:
Hitler døde i 1945, men der er mange teorier om universets opståen. Fordi min onkel og tante havde en bondegård i Nøddelund, hvor de fleste stole laves af træ, var Per ikke på arbejde i går.
Når vi læser disse sætninger, der nu både typografisk og sprogligt er markeret som sammenhørende, bliver vi om muligt endnu mere forvirrede end første gang. Nu forsøger teksten at foregøgle sammenhænge, som bare ikke giver mening. Vi ’snubler’ over de ulogiske sammenhænge, men vi forsøger alligevel at finde en eller anden form for mening i galskaben, at finde en synsvinkel, der kan få sætningerne til at hænge sammen og give mening.
På baggrund af disse to eksempler kan vi besvare vores spørgsmål fra tidligere. Det, der gør en tekst til en tekst, er først og fremmest enheden: Sætningerne bliver til en tekst, enten fordi de udgør en betydningsmæssig enhed, eller fordi de kan ses som udtryk for en given hensigt i en given kommunikationssituation.
Det kan umiddelbart lyde lidt abstrakt at sige, at en samling sætninger kan udgøre en tekst, blot fordi vi kan finde en fælles hensigt bag sætningerne. Men noget så simpelt som et personligt brev udgør jo sjældent en betydningsmæssig enhed i stringent forstand. De forskellige sætninger og afsnit får enhed og sammenhæng af, at afsenderen har til hensigt at fortælle ’løst og fast’ om sit liv.
Som man kan se af eksemplet, forventer vi os af en tekst, at der er en hensigt eller et formål med den – og at der en betydningsmæssig enhed, der afspejler denne hensigt. Vi forventer, at alle afsnit, sætninger og ord har en funktion i opbygningen af den betydningsmæssige enhed. Sagt med de lidt mere abstrakte ord, der blev brugt tidligere, så forventer vi, at teksten er en kommunikativ og betydningsmæssig enhed, dvs. en enhed, der er sammenhængende indholdsmæssigt og som indgår med et bestemt formål i en specifik kommunikationssituation.