Ordet emfase kommer fra græsk og bruges generelt om sproglig – og især lydlig – fremhævelse af et enkelt led eller element i en sætning; jf. Fremmedordbogens definition: ”kraft i udtrykket, fremhævelse af et enkelt led i en sætning, eftertryk, trykstærk stilling.” Eftersom vi beskæftiger os med det skrevne ord, foretrækker jeg i denne sammenhæng den lidt bredere definition fra Paul Diderichsens ”Elementær Dansk Grammatik” (Gyldendal, 1976): ”Emfase. egl.: det at lade noget træde tydeligt frem i eller på baggrund af noget andet…” (p. 281). Emfase på tekstniveau bruges altså til at betegne den fremhævelse, enkelte informationer får i forhold til andre informationer i teksten.
Der er forskellige måder at fremhæve informationer på. De kan, som det blev beskrevet i foregående afsnit, blive fremhævet ved hjælp af vægtning: Et aspekt, der behandles meget udførligt, vil, alt andet lige, også fremtræde som værende meget vigtigere og mere centralt i læserens forståelse af teksten. Informationer kan også fremhæves ved en bevidst brug af gentagelser. Den absolut vigtigste måde har imidlertid at gøre med informationernes placering i forhold til hinanden, jf. følgende citat:
Ligger den vigtigste information i slutningen og begyndelsen af nøglesætninger, afsnit, sektioner og hele teksten? Fremhævelsens 2-3-1 princip er noget af det bedste, når det drejer sig om at stramme prosa op og gøre meningen klar: Det næstvigtigste punkt ligger i begyndelsen, det mindst vigtige punkt ligger i midten, og det vigtigste af de punkter som skal fremhæves, ligger i slutningen.16
Det kan måske umiddelbart lyde lidt overdrevet at tilskrive informationernes position i en tekst en så stor betydning, men det er let at finde eksempler, hvor man kan mærke virkningen af en simpel ændring i informationernes rækkefølge. Hvor meget den afsluttende position betyder for teksten som helhed, kan man se ved at sammenligne de følgende to varianter af samme korte tekst. Teksten er et læserbrevsindlæg fra Jyllands-Posten.17:
Blege S-ambitioner for sundheden
Alle fagfolk er enige om, at de nuværende amter er for små til at sikre en optimal sundhedssektor. Regeringens ambition er at skabe et sundhedsvæsen i international topklasse, så en reform er påkrævet. Derfor har regeringen foreslået at oprette fem slagkraftige sundhedsregioner, som hver især får tilstrækkelig stor faglig og økonomisk bærekraft, så patienterne kan få den bedst mulige behandling.
Derfor er det meget glædeligt, at regeringen ikke ryster på hånden, blot fordi Mogens Lykketoft og hans parti ikke har vilje til at indgå i konstruktive forhandlinger om den kommende strukturreform.
Regeringen går efter bolden og forsøger aktivt at gøre de danske sygehuse bedre. Socialdemokraternes ambitioner på sundhedsområdet er anderledes blege. Mogens Lykketoft er helt uinteresseret i at være med til at forbedre sygehusene - det er skræmmende, men for Lykketoft kommer taktik og magtspil før hensynet til patienterne og deres mulighed for behandling.
I den næste version af tekst har jeg foretaget nogle ganske små ændringer, idet jeg har byttet rundt på rækkefølgen i informationer til slut i teksten, tilføjet et enkelt ord og udeladt en enkelt sætning, der ikke længere passede så godt ind:
Alle fagfolk er enige om, at de nuværende amter er for små til at sikre en optimal sundhedssektor. Regeringens ambition er at skabe et sundhedsvæsen i international topklasse, så en reform er påkrævet. Derfor har regeringen foreslået at oprette fem slagkraftige sundhedsregioner, som hver især får tilstrækkelig stor faglig og økonomisk bærekraft, så patienterne kan få den bedst mulige behandling.
Derfor er det meget glædeligt, at regeringen ikke ryster på hånden, blot fordi Mogens Lykketoft og hans parti ikke har vilje til at indgå i konstruktive forhandlinger om den kommende strukturreform. Mogens Lykketoft er helt uinteresseret i at være med til at forbedre sygehusene - det er skræmmende, men for Lykketoft kommer taktik og magtspil før hensynet til patienterne og deres mulighed for behandling
Regeringen derimod går efter bolden og forsøger aktivt at gøre de danske sygehuse bedre.
Som man kan se – og forhåbentlig også føle selv – er der en meget stor forskel i virkningen af teksten, afhængig af med hvilke ord i tankerne man forlader den. I den originale version fremstår indlægget primært som et angreb på socialdemokraterne for at bedrive taktik og magtspil på bekostning af patienterne. I den ændrede version fremhæver teksten derimod regeringens bestræbelser for at gøre de danske sygehuse bedre og nedtoner dermed det partipolitiske angreb til fordel for lidt fremhævelsen af egne dyder og egen politik.
Hvis vi ser helt overordnet på en tekst, så står indledningen som den næstvigtigste del og afslutningen som den vigtigste: Indledningen skaber den forståelsesramme, som gerne skulle styre læserens bevidsthed fra start til slut; og afslutningen får ’det sidste ord’ i dialogen med læseren – det er med dem i tankerne, læseren forlader teksten.
Som det fremgår af Murray-citatet i starten af afsnittet, gælder ”fremhævelsens 2-3-1 princip” ikke kun for tekster: Princippet gælder også, som vi skal se i senere kapitler, for både afsnit og sætninger.