Som jeg har fremhævet ovenfor, er tekstens enhed det allervæsentligste kriterium: Det er det, der gør en tekst til en tekst. Vi har tidligere, i forbindelse med kapitlet om disposition og kerneformulering, set på denne problematik og set på ting, man kan gøre for at sikre enhed og fokus. Denne problematik er imidlertid så central for teksten, at det er værd at gentage nogle af pointerne endnu engang. Det centrale spørgsmål er, hvordan man sikrer sig, at den tekst, man skriver, får den ønskede enhed, så den for læseren fremstår som en betydningsmæssig og kommunikativ enhed.
Som det blev beskrevet i forbindelse med kapitlet om disposition og kerneformulering, er en god tekst kendetegnet ved, at alle dens enkelte elementer bidrager til et og samme mål, til at formidle eller præsentere et og samme centrale indhold. Alle dele bør have en funktion i forhold til helheden – og der bør ikke være irrelevante eller overflødige elementer, der kan føre læseren på vildveje i forhold til det overordnede mål. For at kunne frembringe en så sammenhængende tekst er man nødt til selv at være helt bevidst om, hvad der er målet med teksten. Man skal altså kunne komme med et kort og klart svar på de generelle spørgsmål:
Hvad vil jeg opnå med min tekst?
Hvad skal læseren indse, forstå eller kunne gøre efter at have læst teksten?
Hvis jeg skulle uddrage essensen af min tekst og præsentere den i en sætning, hvordan skulle denne ene sætning så lyde – hvad er mit hovedbudskab?
Hvis man ikke kan besvare disse spørgsmål, har man ikke forudsætningerne i orden for at sikre tekstens enhed, idet man ikke kan lave en kerneformulering, der beskriver tekstens centrale ide, dens fokus. Og hvis man kan ikke har en kerneformulering, har man heller ikke forudsætningerne for at afgøre, hvilke informationer der er relevante, og hvilke af de relevante informationer der er helt centrale, og hvilke der er mindre betydningsfulde.
En god kerneformulering er forudsætningen for, at vi kan:
udvælge, hvilke informationer der skal med i teksten,
og vægte de forskellige informationer, dvs. at afgøre, hvilke dele der skal spille en stor rolle, og som derfor skal tildeles en fremtrædende position i teksten, både hvad angår omfang og placering.
Teksten opnår først og fremmest sin enhed ved, at vi udvælger og ikke mindst fravælger informationer. Hvis man i en tekst præsenterer informationer, der ikke bidrager til tekstens fokus, bryder man tekstens enhed. Sådanne brud på tekstens enhed kan være mere eller mindre iøjnefaldende og dermed generende for læseren. I værste fald kan man afspore sin læser så meget, at han eller hun aldrig finder ud, hvad man egentlig forsøgte at sige. I det næste afsnit skal vi se, hvordan det virker, når tekstens enhed brydes.
I eksemplet i dette afsnit skal vi se, hvor let man kan føre sig selv og læseren på vildveje, hvis ikke man hele tiden holder sig sit fokus for øje. Det gælder for dette eksempel som for en række af de andre eksempler i dette kapitel, at det af pladshensyn kun er muligt at lave et uddrag af den samlede tekst. Ikke desto mindre illustrerer uddraget problemerne omkring enhed, kerneformuleringer og ’forstyrrende’ informationer, der er rigtige og endda centrale i et videre perspektiv, men bare ikke lige netop i den aktuelle sammenhæng. Uddraget er starten af første kapitel af bogen Dansk Kunst. Kapitlet hedder ”Kirkens billeder” og første del har titlen ”I begyndelsen”.
Kristendommen kom i mere end en forstand til Danmark fra oven, og det er dens budskab om det gode og det onde, som har præget tidlig dansk kunst og givet den indhold. Harald Blåtand lod sig døbe engang omkring 960, og i løbet af de næste generationer blev folket tvunget til at følge hans eksempel. Fra bispesæderne i Slesvig, Ribe og Århus bredte den kristne tro sig over hele landet. Kirken var kommet for at blive, og tog det tid, før den slog rod, stod den til gengæld så meget fastere bagefter.
Der var tale om en vældig omvæltning. Den lod sig ikke gennemføre fra den ene dag til den anden, og kunsten var vigtig i argumentationen for Kristus. Folk kunne ikke læse, men de kunne se og fik efterhånden deres kirker stoppet med billeder. I dem strides Gud og Satan, deres slagmark går til jordens ender, og kampen bølger gennem hvert enkelt menneske. Den historie kunne middelalderens kunstnere ikke blive trætte af at fortælle.
Hvor der er mennesker, er der også kunst. En mand fra maglemosekulturen filede for ca. 8000 år siden i et stykke rav og pudsede bagefter, til det fik form som en lille fugl. Han skar og polerede, ravfuglen var lige så vigtig som et godt våben, for den skulle hjælpe til flokkevis af de små, lækre fugle. Altsammen er med til at fylde formen med et spændt liv og gøre den til et kunstværk.9
Overskriften ”Kirkens billeder” giver os den overordnede forståelsesramme for kapitlet som helhed. Underoverskriften ”I begyndelsen” sporer os ind på, at vi er ved kristendommens tidlige fase. Denne forståelse underbygges af første sætning, der fungerer som en kerneformulering: ”Kristendommen kom i mere end en forstand til Danmark fra oven, og det er dens budskab om det gode og det onde, som har præget tidlig dansk kunst og givet den indhold.”
Der er dog et lille problem i og med, at kerneformuleringen peger i to forskellige retninger. Kerneformuleringen anslår altså to temaer: måden, hvorpå kristendommen kom til Danmark, og den rolle, dens kernebudskab om det gode og det onde spillede for tidlig dansk kunst. De to temaer sidestilles som principielt lige vigtige. Det er dog kun første tema, der tages op i samme afsnit. Det andet tages til en vis grad – og med lidt godt vilje fra læserens side – op i andet afsnit, dog kun på en forholdsvis indirekte måde, som man som læser næsten ikke bemærker, fordi dette afsnit får sit eget fokus og sin egen kerneformulering: ”Der var tale om en vældig omvæltning…”
Første afsnit er et godt eksempel på en præsentation, der får læseren til at snuble og blive lidt forvirret. Dette hænger sammen med den måde, første afsnit går videre på: ”… det er dens budskab om det gode og det onde, som har præget tidlig dansk kunst og givet den indhold. Harald Blåtand lod sig døbe engang omkring 960…” Indholdsmæssigt er der overhovedet ingen sammenhæng mellem disse to udsagn, så det kræver lige en ekstra læsning af første sætning, før man forstår, at informationerne om Harald Blåtand har til formål at præcisere dobbeltheden i ”Kristendommen kom i mere end en forstand til Danmark fra oven”: Kristendommen blev påtvunget folket af kongen.
Efter andet afsnit går vi til et nyt tema, der ikke har noget med kristendommen at gøre: ”Hvor der er mennesker, er der også kunst.” Vi får imidlertid ikke at vide, om og evt. hvordan det i forfatterens forståelse hænger sammen med de foregående temaer – og slet ikke, hvorfor det står i et afsnit med titlen Kirkens billeder og med undertitlen I begyndelsen. Hele resten af kapitlet fortsætter i det store hele ad samme tangent: tidlige eksempler på kunstnerisk udfoldelse og især sammenhængen mellem tro og kunst. Netop sammenhængen mellem tro og kunst kunne have været udgangspunkt for en kerneformulering, der med enkelte undtagelser kunne have bundet hele kapitlet sammen.