Vi har i de foregående afsnit defineret tekstbegrebet og forsøgt at opstille de væsentligste kriterier for en god formidlende tekst. I den sammenhæng er det selvfølgelig nødvendigt at påpege, at der er en række tilsvarende kriterier for gode afsnit og gode sætninger – og at disse kriterier ligeledes skal være opfyldt, for at vi kan tale om, at en tekst som helhed er god. I dette kapitel har jeg forsøgt at isolere kriterier for tekstniveauet. Denne pædagogisk-betingede opdeling skal naturligvis tages med et gran salt: Teksten skabes jo af sine ord, sætninger og afsnit. Men jeg mener ikke desto mindre, at en sådan opdeling kan være et fornuftigt udgangspunkt for et sæt kriterier for tekster.
Den gode tekst har et klart fokus: Det klare fokus får teksten:
når alle dens elementer har en funktion i forhold til dens overordnede formål,
når der er en klar og entydig sammenhæng mellem de enkelte dele af teksten,
når dens elementer er korrekt proportioneret og vægtet, så eventuelle perifere informationer ikke får for stor vægt i det samlede billede og bryder den enhed, læseren gerne skulle opleve under læsningen,
og når der er en emfase i organisering og opbygning, der giver de centrale elementer den særlige vægt, som de bør have, for at teksten når sit mål.
Som nævnt flere gange gælder kriterierne som helhed først og fremmest for den type tekster, man kan karakterisere som formidlende sagprosa. Jo mere fokus og formål skifter fra decideret, målrettet formidling til den blanding af underholdning og formidling, der kendetegner bl.a. essays og journalistiske tekster, desto mere kan og bør man bryde med visse af de beskrevne kriterier. Hvor vi i formidlingssammenhæng lægger vægt på, at læseren hele tiden er klar over formålet med teksten, er det i en række situationer en central del af formålet at skabe en spændingsbetonet tilstand – at opbygge og udløse en spænding hos læseren.
Det sidste eksempel i denne sammenhæng viser en tekst, der uden at være dårlig dog efterlader en klar fornemmelse af manglende fokus. Man har selv efter anden og tredje læsning lidt svært ved at finde ud af, hvad teksten egentlig vil. Når man begynder at se nærmere på den, kan man ganske vist godt regne ud, hvad der skulle være fokus, men samtidig kan man så også se, at teksten let kunne forbedres, både hvad angår enhed, klare sammenhænge, vægtning og emfase.
Den trykte tradition 3: Fireblad-systemet og journalistikkens selvstændiggørelse 1849-1970
Grundloven fra 1849 etablerer den politiske liberalisme og folkestyret på et parlamentarisk grundlag. Det medfører en voldsom vækst af aviser, der ser det som mål at fremføre sine læseres synsvinkler på politiske emner. Aviserne bliver fyldigere og det redaktionelle arbejde mere omfattende.
En række nye opfindelser gør nyhedsdækningen mere omfattende og mere aktuel. Sættemaskinen (1880’erne) og rotationspressen med de bøjede plader (1870’erne) fremskynder avisproduktionen, og telegrafen vender op og ned på, hvad der ligger i ordet aktualitet i forbindelse med nyheder.
Forudsætningerne for en moderne nyhedsformidling er hermed til stede. Det fører til en begyndende professionalisering af journalistikken. Bogtrykkere og forfattere har gjort deres job.
I forbindelse med den amerikanske borgerkrig i 1866 formulerede den amerikanske avis Herald for sine opsøgende journalister det, der senere skulle blive den journalistiske reportages læresætning: Nyhederne fra fronten skal besvare spørgsmålene: Hvem, Hvad, Hvornår, Hvor — ikke nødvendigvis Hvorfor.
En anden stor nyhedsgenre — interviewet — bliver første gang introduceret i en amerikansk avis og hurtigt importeret til andre lande. Heralds redaktør Greeley aftrykker i 1859 de spørgsmål, som han har forberedt til et møde med en mormonhøvding, sammen med de svar, han nedskriver under mødet. Det er såre enkelt, men aldeles nyt således at overbringe læserne et stykke “ubearbejdet virkelighed”. I dag er den den dominerende nyhedsgenre i tv og radio.
Det er også en amerikansk journalist, der formulerede de journalistiske principper for første gang – Charles A. Dana:
Skaf nyhederne, alle nyhederne og ikke andet end nyhederne.
Tryk ikke noget af fra noget andet blad, med mindre du er sikker på, at det er helt autentisk.
Tryk aldrig et interview, uden at den interviewede ved det og har godkendt det.
Tryk aldrig en betalt annonce som en nyhed. Lad enhver annonce fremtræde som en annonce. Sejl aldrig under falsk flag.
Angrib aldrig de svage og forsvarsløse, hvad enten det er med argumenter, med uforskammetheder eller med latterliggørelse, med mindre der er en bydende offentlig interesse, som gør det nødvendigt.
Kæmp for dine meninger, men tro ikke, at de indeholder hele sandheden eller den eneste sandhed.
Støt dit parti, hvis du har noget. Men tro ikke, at alle gode mennesker tilhører det, og at alle onde mennesker lever uden for det.
Frem for alt: vid og tro, at menneskeheden skrider fremad, at der sker fremskridt i menneskelivet og i menneskelige foretagender, og at — så sandt Gud lever — fremtiden vil blive større og bedre end nutiden og fortiden.18
Denne tekst udgør første del af et kapitel med to temaer: Fireblad-systemet og journalistikkens selvstændiggørelse. Umiddelbart efter den del, jeg har valgt at betragte som en tekst i denne sammenhæng, går forfatterne over til at behandle fireblad-systemet. Så vi kan med god ret antage, at første del er tænkt som en sammenhængende behandling af journalistikkens selvstændiggørelse, og at vi derfor kan tillade os at betragte den som en tekst, der kan bedømmes ud fra de kvalitetskriterier, vi normalt vil bedømme en tekst udfra.
Første lille detalje, man kunne hæfte sig ved, er, at overskriften angiver en anden rækkefølge end den, teksten faktisk er bygget op efter. I overskriften kommer fireblad-systemet først; i selve teksten er det omvendt: Her kommer journalistikkens selvstændiggørelse først.
De næste afsnit hænger ganske pænt sammen, men når man kommer til fjerde afsnit, det, der starter med ”I forbindelse med den amerikanske borgerkrig”, ser det umiddelbart ud, som om fokus skifter, som om teksten springer til noget helt andet. Der drages ikke nogen linje tilbage til det centrale tema fra overskriften, journalistikkens selvstændiggørelse. Det samme sker i de to næste afsnit: De fremtræder i første omgang ligeledes som helt uformidlede skift. Eftersom der ikke er lavet nogen overgange, der fortæller læseren, i hvilken sammenhæng de nye informationer skal forstås, overlades det til læserens forgodtbefindende at skabe sammenhæng.
Hvis man tænker nærmere over ordvalget i formuleringen ”Det fører til en begyndende professionalisering af journalistikken”, kan man se et nyt, delvist andet fokus, der har at gøre med begrebet professionalisering. Det er først, når man bliver opmærksom på dette begreb og den dermed sammenhængende udvikling af journalistikken som fagområde, at de forskellige journalistiske grundregler begynder at give mening.
Alt i alt må man sige, at teksten ikke hjælper læseren til at finde og fastholde fokus og enhed; snarere tværtimod. Der er ikke lavet specifikke sproglige overgangsformuleringer, der kan skabe sammenhængen for læseren. Hvis der er en sammenhæng, er den underforstået. Vægtningen af de enkelte afsnit er også med til at afspore læseren, idet de detaljerede beskrivelser af hhv. ”den journalistiske reportages læresætning”, interviewet og ”de journalistiske principper” gør det sværere for læseren at se, at disse tre fænomener blot er med for at illustrere, hvordan journalistikken har udviklet sig som fagområde. Endelig er der ikke noget, der ligner en bevidst emfase: Der er ikke noget, der bliver fremhævet som særligt vigtigt, som det der skal stå i hovedet på læseren, når denne er færdig med teksten.