Tekster består typisk af ord, der er sat sammen i sætninger, der er sat sammen i afsnit, der igen kan indgå i større, typografisk markerede inddelinger som kapitler og bøger. En god tekst er karakteriseret ved en logisk og naturlig sammenhæng – ikke kun mellem de enkelte sætninger i et afsnit, men også mellem de enkelte afsnit og andre større inddelinger i teksten.
En væsentlig forudsætning for sammenhæng er, at informationer grupperes efter deres relationer og præsenteres i en logisk og naturlig rækkefølge. I mange tilfælde afhænger den logiske og naturlige rækkefølge af emnet, man behandler. I andre tilfælde skal man selv beslutte sig for et organiseringsprincip og en tilhørende fornuftig rækkefølge, der sikrer glidende og lette overgange fra det ene afsnit til det andet. Rækkefølgen alene gør det dog ikke. For at understøtte læserens forståelse af sammenhænge er det vigtigt, at man med sproglige midler markerer, hvilke relationer der er mellem afsnittene.
Sammenhæng i tekster skabes først og fremmest ved hjælp af sproglige relationer. Men de skabes og vedligeholdes til dels også ved hjælp af særlige afsnit og ved forskellige former for bevidste overgange mellem afsnit. I det følgende skal vi først se eksempler på sproglige relationer mellem afsnit. Dernæst skal vi se på nogle særlige elementer, hvis primære funktion er at skabe og vedligeholde sammenhængen i teksten og i læserens bevidsthed snarere end at formidle ny information. Det drejer sig primært om forskellige typer overgange.
Den sproglige sammenkædning af separate afsnit følger til en vis grad de samme regler som den sproglige sammenkædning af sætninger inden for afsnittet. Det drejer sig først og fremmest om en bevidst brug af sproglige elementer, der udtrykker eller afspejler relationer og sammenhænge. Sådanne sproglige relationer markeres typisk med pronominer. De kan også afspejles mere indirekte ved hjælp af semantiske relationer mellem centrale aspekter eller ganske direkte med simple gentagelser af centrale ord. Med enkle, men effektive midler kan man skabe sammenhæng mellem afsnittene og gøre det klart for læseren, hvordan det nye afsnit knytter an til det foregående:
… Dernæst: at vi anskuer teksten historisk, som hørende hjemme i en vis sammenhæng, i et forfatterskab, i en bestemt tidsalders sprog og smag, i en litterær tradition, i en historisk bevægelse o. s. v. og derved vil vi som regel igen blive klogere på værkets betydning og ejendommeligheder.
Denne logiske rækkefølge kunne også anvendes under omtalen af de enkelte metoder…10
Her skabes forbindelsen bagud med ordet ”Denne”, der sikrer, at hele slutdelen af foregående afsnit samles i begrebet ”Denne logiske rækkefølge”, der indleder det nye afsnit.
I det næste eksempel er det den semantiske sammenhæng mellem verbet ”spørger” og substantivet ”spørgsmål” kombineret med brugen af den bestemte artikel, der sprogligt skaber forbindelsen til foregående afsnit:
… Vi spørger efter forfatterens biografi, hans liv, hans personlighed . Hvem var han, og hvordan præger det hans værk?
Spørgsmålet forudsætter den opfattelse at en digter giver udtryk for sig selv og sine oplevelser…11
Man kan også med en bevidst gentagelse af centrale ord fra foregående afsnit skabe den ønskede sammenhæng mellem afsnittene, hvilket næste eksempel illustrerer:
… kommer vi til de æstetiske eller strukturalistiske metoder som går ud på at studere selve værkerne, så at sige indefra, at undersøge hvad de i grunden indeholder og hvad der er det særegne ved digtningen som kunst.
Man kan spørge om det da ikke er en selvfølge, også for den historiske betragtning, at man har læst og forstået hvad værkerne indeholder …12
Man kan også, som næste eksempel viser, skabe sammenhæng mellem afsnit med sideordnende bindeord i kombination med ord, der angiver eksempelvis modsætning:
…Han [Shakespeare] har ikke formet Stoffet til nogen virkelig, dramatisk Enhed.
Og dog fornemmes dette Stykke som et Hele, uden at man paa nogen Maade behøver at bestræbe sig derfor, naar man blot forholder sig roligt modtagende som det Instrument, hvorpaa Digteren spille, og lader Handlingen glide sig forbi som Musik.13
Ud over at skabe sammenhæng med afsnittets indledende ord ”Og dog” bruger Brandes også den betydningsmæssige relation mellem ordene enhed og hele som til at skabe den ønskede sammenhæng mellem de to afsnits betydninger.
I mange situationer er sammenhængen mellem de enkelte afsnit simpel og helt entydig. I andre er man nødt til ved hjælp af diverse overgange at tydeliggøre sammenhængen for læseren. Overgange er altså først og fremmest vigtige i forhold til læseren: Ved hjælp af dem kan man sikre sig, at læseren bliver holdt fast på rette spor. Det er vigtigt, at læseren ikke på noget tidspunkt får lov til at glemme, hvad der er det overordnede formål med teksten; og det er vigtigt, at læseren med det samme indser, hvordan det nye afsnits informationer relaterer sig til de foregående afsnit. Kun hvis læseren gør det, kan han eller hun umiddelbart forstå, hvilken funktion afsnittet har i den samlede tekst. Med bevidste overgange styrer man således sin læsers forståelse ind i de ønskede baner.
Man kan illustrere formidlingssituationen med følgende analogi: Læseren står på den ene bred af et vandløb, og det er vores opgave at føre ham sikkert og tørskoet over på den anden bred. Hvis vandløbet er en lille bæk, kan læseren formentlig klare det i et spring. Hvis det derimod drejer sig om en å eller flod, er vi nødt til at placere trædesten undervejs. Der må ikke være længere mellem stenene, end at de passer til læserens skridt; og vi er nødt til hele tiden at sikre os, at læseren vælger den rigtige sten og ikke en tilfældig anden sten, som ligger lidt ved siden af den, der fører over til den anden side. Som hovedregel kan man sige, at hvis man er blot det mindste i tvivl, om læseren kan følge ens logik, bør man placere en ekstra trædesten i form af en overgang, der sikrer, at læseren kommer tørskoet over på næste sten.
Overgange kan enten placeres i særlige, typisk forholdsvis korte afsnit, eller de kan indgå i slutningen eller begyndelsen af et afsnit. Det næste eksempel viser et typisk overgangsafsnit:
Jeg har i det foregående dels peget på nogle af de grundlæggende størrelser i ”En Hevn”, ting som sjæl-legeme/kærlighed-besiddelse, dels fulgt personernes udvikling i novellens forløb i forhold til disse størrelser. Jeg skal nu mere systematisk og til dels ved hjælp af nogle modeller forsøge at explicitere den struktur, jeg mener er grundlæggende for novellen, og forsøge at vise hvorledes novellens forløb finder sted inden for denne struktur.14
Som eksemplet viser, kan man i større og mere komplicerede fremstillinger med fordel indlægge opsummeringer og konkluderende afsnit, der kort genfortæller, hvad der er behandlet i teksten før overgangsafsnittet, og dernæst fortæller, hvad der venter læseren i de kommende afsnit. Med sådanne simple midler sikrer man sig, at læseren hele tiden er bevidst om hovedpointerne, og at han eller hun forstår, hvordan informationer i de kommende afsnit relaterer sig til det overordnede mål for teksten. Har man først godt fat i læseren, skal man ikke uden videre give slip på ham eller hende igen.