De informationer, man udvælger som relevante i forhold til tekstens fokus, er selvfølgelig ikke alle lige vigtige. De vigtigste må fremhæves på bekostning af de mindre vigtige. En måde at fremhæve informationer på er ved at give dem større vægt i den samlede fremstilling.
Begreber som vægtning og proportioner kan umiddelbart godt forekomme lidt abstrakte i forbindelse med tekster, men de dækker egentlig over et ganske konkret forhold: nemlig den mængde plads, man bruger i forbindelse med de forskellige informationer, der indgår i teksten. Vi kender alle begrebet proportionsforvrængning, dvs. den forvrængning, der opstår, når en enkelt, måske endda forholdsvis perifer del af en problematik spiller for stor en rolle og dermed optager for megen plads i en debat. På samme vis siger vi , at noget kan være ’ude af proportioner’, når et enkelt aspekt af en problematik kan komme til at fylde hele debatten.
Proportionerne i en tekst kan være skæve, hvis eksempelvis perifere informationer får lov til at optage for megen plads i forhold til de centrale informationer. Proportionerne kan også være skæve, hvis forholdet mellem de centrale afsnit i en argumentation eller præsentation ikke er nogenlunde afbalanceret.
Proportioner har altså at gøre med, hvordan man i sin tekst vægter de forskellige informationer i forhold til hinanden. Der er ikke nogen objektive kriterier for gode proportioner og dermed en god vægtning af indholdet i en fremstilling. Den gode vægtning af de forskellige informationer i en tekst hænger til dels sammen med målgruppen og dens forudsætninger og behov, og til dels sammen med forholdet mellem perifere og centrale informationer i en fremstilling.
I forhold til målgruppen er vægtning primært et spørgsmål om gøre sig overvejelser over, hvad læseren ved på forhånd. Hvis man har konkrete forestillinger om, hvilke informationer der er nye og hvilke der er kendte, har man et grundlag for at vurdere, hvor der er behov for særligt mange og grundigt beskrevne eksempler eller argumenter, og hvor man ikke behøver dette. Det siger sig selv, at der ikke er grund til at levere mange argumenter for ting, som man regner med, at læseren vil acceptere uden yderligere bevisførelse. Hvis man eksempelvis skal bidrage med et indlæg i miljødebatten, er der meget stor forskel på vægtningen af økonomiske eller miljømæssige argumenter, alt efter om man skal påvirke Bjørn Lomborg eller Danmarks Naturfredningsforening.
Set i forhold til teksten som helhed skal man finde den rigtige balance i vægtningen af perifere og centrale informationer. Lad os tage som eksempel, at vi skal skrive en opgave om aztekerne, der tager med udgangspunkt i den tidligere angivne kerneformulering og ser deres religion og verdensanskuelse som en central faktor ikke kun i deres magtopbygning, men også i deres undergang. Hvis vi i en sådan opgave brugte mange sider på at beskrive detaljer om deres våben og hvorfor disse ikke var egnede i kampen mod spanierne, ville opgaven få en helt forkert vægtning. De forholdsvis perifere, men alligevel relevante informationer om aztekernes våben ville flytte læserens fokus fra det centrale til det perifere. Bagefter vil det, læseren husker, være detaljer om våben og ikke den overordnede sammenhæng mellem religionen og aztekernes skæbne.
Det bedste råd, man kan give med hensyn til vurdering af proportioner og vægtning, er, at man skal stole på sin fornemmelse. Hvis man synes, at en given information bidrager til det rigtige fokus, så vil læseren formentlig synes det samme. Og hvis man synes, at flere informationer af samme art ikke bidrager til at gøre hovedsigtet med teksten klarere, ja, så bør de udelades.
Selv om det umiddelbart lyder indlysende, at man skal udelade informationer, der giver teksten en forkert vægtning, er det lettere sagt end gjort. Når vi vælger at medtage informationer, er det jo som regel netop, fordi vi synes, at de er vigtige. Prøv under læsningen af næste eksempel at tænke bevidst over indholdet – og især om der er steder, hvor du bliver ’afsporet’ af de informationer, teksten kommer med:
Ordene undervisning, indlæring, læreprocesser benyttes meget i flæng. Det er imidlertid meget vigtigt at forholde sig til de grundlæggende forskelle i de nævnte begrebers indhold.
Det har faktisk afgørende betydning for metode og metodik, hvad man vælger at lægge vægt på i udformningen af et undervisningsprogram, hvad enten det sker i forhold til en mikrodatamat eller på mere traditionel facon.
Undervisning er i hele sit væsen lærerorganiserede og -styrede aktiviteter, der igen har sine rødder i politiske beslutninger om den institutionaliserede undervisnings mål, indhold, form og begrundelse.
Det er læreren, som i princippet udvælger stoffet og metode til at præsentere stoffet.
Det er læreren, som stiller opgaver, der kan have ét af to formål:
a. Kontrol. Registrering af, hvilket resultat eleven har opnået og på hvilket niveau, eleven har modtaget undervisning.
b. Øvelser. Træningsmaterialer, der giver mulighed for, at eleven kan blive så dygtig som mulig med hensyn til at beherske de færdigheder eller det område, eleven modtager undervisning i.
Som en randbemærkning, kan tilføjes, at jeg personligt finder udtrykket “at modtage undervisning” både usigeligt hæsligt og et præcist udtryk for megen af den aktivitet, der foregår i uddannelses— og undervisningsvæsenet.15
I det viste uddrag, der er starten på et kapitel, er der flere eksempler på mindre relevante informationer, der får så megen plads, at de ender med at afspore læseren: Denne forkerte vægtning er med til at bryde tekstens enhed og gøre det lidt sværere end højst nødvendigt at følge argumentationen. Hele andet afsnit er i denne sammenhæng en sidebemærkning. Den får imidlertid sit helt eget afsnit og dermed lige så megen vægt som alle de andre afsnit. Man kan se, hvor meget klarere teksten bliver, hvis vi udelader dette afsnit fra præsentationen:
Ordene undervisning, indlæring, læreprocesser benyttes meget i flæng. Det er imidlertid meget vigtigt at forholde sig til de grundlæggende forskelle i de nævnte begrebers indhold.
Undervisning er i hele sit væsen lærerorganiserede og -styrede aktiviteter, der igen har sine rødder i politiske beslutninger om den institutionaliserede undervisnings mål, indhold, form og begrundelse.
Nu er der en klar linje fra første afsnits tre begreber undervisning, indlæring og læreprocesser til andet afsnit, der forklarer det første af de tre, nemlig undervisningen.
Samme forkerte vægtning kommer i forbindelse med beskrivelsen af de to formål, som opgaver kan have i lærerstyret undervisning. Forfatterens udvidede forklaring af begreberne kontrol og øvelser virker afsporende, eftersom han egentlig er ved at definere undervisningens væsen. Hvis vi udelader disse ekstra informationer, bliver også denne del klarere og mere kontant:
Det er læreren, som i princippet udvælger stoffet og metode til at præsentere stoffet.
Det er læreren, som stiller opgaver, der kan have ét af to formål:
a. Kontrol af elevens indlæring.
b. Øvelser til indlæring af færdigheder.
Det kan godt være, at der udelades nogle væsentlige informationer: Informationerne er imidlertid ikke væsentlige i denne sammenhæng. Her afsporer de snarere læseren med deres noget omstændelige og abstrakte formuleringer.